HammerichEtLevnetsløb

1 08

lynghøjene syd for Helligbækkro, hvorfra man så ud over

lu tte r hedesletter og moser; dagen derpå m åtte blive

afgørende.

Jeg, der kom lige fra København og ikke var ind

viet i planerne, havde væntet sagen afgjort a lt i dag,

hvad også oprindeligt var påtænk t; derfor havde jeg så

hovedkulds skyndt på vor afrejse. Vinen, vi førte med,

var nu udskænket til sårede, vort tø rre hvedebrød så

godt som opspist, in tet havde vi a t leve af, man hen

viste os til Flensborg, og hvor nødigt jeg end fjærnede

mig fra valpladsen, m åtte vi alligevel følge henvisningen.

Hastværk er altid lastværk.

Næste dag den 2 5 d e vaktes vi af fjærne, dumpe

drøn, vi vidste, hvad det gjaldt, men bo rt kunde vi

alligevel ikke slippe før langt op på dagen. General de

Meza, der som vi havde tilb rag t natten i Flensborg,

kom dog a lt kl. 10 til kamppladsen. På stadens halm-

strøde gader og siden på landevejen tra f vi den ene

vogn med sårede og døde oven på den anden. Flens-

borgerne havde ilet dem i møde i over en halv mils af

stand, dér stod de ved vejen, kvinder og mænd, med

kurve fulde af mad og drikkevarer, og var lykkelige,

når man blot vilde tage imod deres gaver; mange af

kvinderne græd. Også vi standsedes hvert øjeblik; så

råb te en såret, som lå ud strak t i sin vogn, m it navn,

det var maleren løjtnant Dalgas, så gjorde vi holdt af

os selv og gik hen og talede med de kvæstede. Læv-

ningerne af den eskadron, der havde gjort det sidste ind

hug med Schleppegrell, kom tilbage fra valpladsen, få

mand med standarten. Her fik vi da underretning om

ulykken ved Stolk, hørte også rygter om en senere fræm-

rykning mod Istedsnævringen, videre vidstes ikke.

Det sørgelige vogntog blev tæ ttere og tæ ttere, ind

til vi endelig holdt ved Helligbækkro. Overlæge Djørup

tråd te os i møde, med opstrøgne ærmer og et stort,

blodigt forklæde for; nær havde han omarmet mig i sin