495 / 657
105
ikke for intet vilde sætte livet på spil. General Biilow
kunde, når kuglehaglen blev stærk, uvilkårligt udbryde:
„nej, her er det også alt for uhyggeligt“, men han veg
ikke en fodsbred.
Den anden skikkelse af mod dølger ikke faren for
sig, men trodser den. Snart er det forstandig overvejelse,
snart en stærk følelse, en vilje, der driver fræmad, og
således dreven kan helten lege med sit liv og føle glæden
ved det, ju st i det øjeblik han sætter det på spil. Det
ser aldeles ud, som var det blind drift, og dog er det
noget moralsk tilkæmpet. Denne skikkelse af modet er
vist nok det, der oftest viser sig i et slag, „nu ingen
k ry ster!“ siger man til sig selv, og så går det. Dets
tredje skikkelse, og den ædleste tillige, åndsmodet, kænder
ingen uden en levende Kristen.
Under f e l t t o g e t 1850 kaldtes jeg til f e l t p r o v s t
og fik til sidst 6, 7 præster til hjælp ved brigader og
lasareter, så kunde den nødvendigste tjæneste nogenlunde
vel varetages. I begyndelsen var vi dog kun tre. Dahle-
rup og jeg kom sammen fra København til Flensborg
sent på aftenen d. 28de juli og tra f alt i fuldt opbrud
til det a f g ø r e n d e s la g .
Følgende morgen den 24de afrejste vi til vogns
kl. 5 for at følge hæren; det eneste, vi kunde få ind
købt så tidligt på dagen, var et par stykker hvedebrød
og et dusin flasker vin, vinen skulde bruges, til læske
drik for de sårede. Vejret var smukt, men en styrtende
hede. Undervejs så vi løvhytter, opførte i al hast for
én eller to næ tters skyld, og tælte, som man endnu ikke
havde fået brudt ned. Derpå kom det store vogntros,
vi kørte gennem det og de fræmrykkende linjer, hvor den
ene bekændt hilste på os efter den anden, mangen for
sidste gang i dette liv.
Vi kørte om ved husarerne, der udgjorde hærens
forspids, egnen var åben og overskuelig ind til Sten-
derups og Popholts skove i sønder, hvor fjenden holdt