491 / 657
101
liende; på den måde slap hun også ind til vore, blev
rå b t an , b rag t til brohovedet, afgav dér sit brev og
vendte hjem igen ad samme vej. Og hvad der én gang
havde lykkets, gentog hun oftere. Her er æmnet til en
yndig lille idyl med krigen og dens rædsler som bag
grund.
I det hele føres vist aldrig en krig, uden at den
har sine hyggelige, fredelige øjeblikke. Livet i lejren
kunde, som jeg har omtalt, være muntert nok, med sang
og klang og af og til en lille fest. Folkene gav et
karnevalsoptog. Dér red obersten fræm på en krik, med
et par gammelmandsbriller uden glas på den store næse
og epau letter lavede af jeg véd ikke hvad; han spillede
sin mand og skældte bataljonen huden fuld. Musiken
leveredes af skralder og piber og barnetrompeter og
redekamme.
I Sønderborg var der 1849 fest for Svenskere og
Normænd; selv adskillige højere offiserer, der ingenlunde
sværmede for den nordiske tanke, reves med af stem
ningen og de friske minder om vore norske og svenske
brødres heltesind og heltedød i de sundevedske kampe.
Enhver i hæren, feltpræsten med, må kunne s t å
f o r s k u d , især blev de øvede heri, der var indelukkede
i F rederiksstad , som min ven Høyer - Møller, eller i
F red erits under bombardementet. En dag havde Boisen
forladt denne fæstning, fordi han havde nødvendigt
ærinde ovre i Fyn. Ved sin tilbagekomst blev han til
sagt a t møde hos kommandanten, oberst Lunding. „De
er,“ sagde Lunding barsk, „gået Deres vej uden orlov
fra mig, véd De vel, at det kræver afstraffelse?“ „Men,
svarede Boisen, „jeg må vist nærmest regne mig at høre
under hovedkvarteret.“ „Nu vel, så har De ingen ting
her a t gøre og forlader fæstningen på timen!“ Boisen