492 / 657
102
fik ham omsider, efter et skarpt ordskifte, gjort noget
mere medgørlig. „Sig mig så æ rlig t,“ sagde Lunding,
„rejste De ikke, fordi De var bange?“ „Herr oberst,
husk dog bare på, hvor ofte vi bar mødts på gaden og
ta lt roligt sammen, mens det regnede ned med bomber
og g ran ater!“ „Tør De da give mig hånden på, at De
ikke rejste af fryg t!“ Hånden fik han, og alt endte sig
venskabeligt.
Første gang, jeg var i ilden, var Kristi himmelfarts
dag 1849. Jeg havde tag et over til oberstløjtnant Blom
i brohovedet ved Alssund, mens alt tegnede hélt frede
ligt. „Vil De nu ,“ sagde Blom, „følges med til de tyske
forposter og se dem præsentere for m ig?“ Det gjorde
de virkeligt, jeg har selv set det ved en anden lejlighed.
Vi var a lt et stykke på vejen derud, da kom vore kanon
både fjendens skanser på Dybbølbjærg for nær, og han
brændte løs. Det blev en skydeøvelse i stor stil, hvor
ved man fra begge sider fik sine nys opplantede kanoner
indskudte; hovedskive var brohovedet. Jeg kunde have
fjærnet mig og burde det efter den militære regel: ingen
skal under fægtningen opholde sig, hvor han ikke er
kommanderet hen. Men min stilling i hæren vilde der
ved straks bleven skæv, altså fulgte jeg Blom tilbage
til brohovedet, bier dér hos ham og lod fjenden skyde.
Har man en, gærning at udføre, der hélt fylder
sjælen, ænser man kuglerne ikke sønderligt, det h ar jeg
senere erfaret. Her derimod var bataljonens og min
eneste gærning for øjeblikket jo kun den, at lade skyde
på os. G ranaterne susede og vandede i sundet eller
sprang lystigt rund t i brohovedet, hvor de overøste os
med sand og småsten; en stump, der faldt lige ved mig,
tog jeg op og bruger endnu som papirspresse. Soldaterne
holdt sig godt og bukkede sig, hver gang vagtposten så
et glimt fra fjendens kanoner og råb te : „buk je r ! “ Af
og til kom de med en lille vittighed. Jeg gik omkring
mellem dem og ta lte med dem og offisererne, eller