HammerichEtLevnetsløb

De første sårede bragtes ind til ambulangsen, og

ved det grønne flag var vor rette plads, vi skyndte os

altså derhen; den var opstilt i en hulning, hvor kanon

kuglerne ikke slog alt for stærkt ned. Min oppasser,

en lille Fynbo, var imidlertid desuagtet ikke ret glad

til mode; da han blev tagen til præstepasser, havde han

tro e t sig så sikker som i moders dragkiste, og nu suste

det alligevel om ham på alle ender og kanter, han tryk

kede sig, og jeg måtte skamme ham fræm. Det var dog

kun en overgang, og siden under krigen gjorde han

altid sin skyldighed, men pralede også nok dermed.

Den ene vogn med sårede kom ind efter den anden,

andre bragtes på bårer, vi gik omkring mellem dem,

rakte dem et bæger vin og sagde dem et lille ord til

trøst. De fik den foreløbige forbinding og led med tål

mod, ikke et kny hørte jeg. På en var kuglen gået

midt gennem brystet og ud af ryggen, så han havde

ikke en halv time tilbage a t leve, og alligevel vilde han

rejse sig op i vognen, inden han tog mod min vin.

„Danmarks skål!“ sagde han, drak ud og sank straks

tilbage.

P asto r Dahlerup kunde ikke tåle al den elendighed

og var en afmagt nær, jeg derimod var af hårdere malm.

Jeg h ar naturlig modbydelighed for det, der vækker

væmmelse, dog kæmpede jeg imod den allerede som

ungt menneske, var derfor blandt andet til stede ved

anatomiske forelæsninger, og senere hærdede præste-

stillingen mig end mere. Pligt må det være for mig,

men i så fald kan jeg frejdigt gøre min gærning, selv

under de uhyggeligste omstændigheder.

E fter hen ved et par timers kamp blev det stille,

skoven var vor. Så havde Slesvigholstenerne imidlertid

trukket friske tropper til sig, og en ny voldsom fægtning

bølgede fræm og tilbage, indtil langt ud på aftenen; den

kostede os ikke lidet, blandt andre sårede traf jeg i en

vogn major Harbou. Vore soldater havde taget og holdt

107