493 / 657
103
brugte min kikkert; snart rettede jeg den mod fjenden,
snart imod Als, som lå dér for os, vårgrønt og solklart
efter en tordenbyge, i det rigeste eftermiddagslys.
Im idlertid iagttog jeg mig selv. Min puls slog rask,
sanserne var skærpede i en usædvanlig grad, jeg så alt
langt klarere end ellers, og, det forekom mig, lige som
gennem et lag af brunlig fernis. I én henseende var jeg
til mode som den, der står i en uhyggelig haglbyge, og
i en anden følte jeg, det var et af de interessanteste
øjeblikke jeg oplevede.
F ra fjendens side var der afskudt et par hundrede
granater, men granatild er ikke nær så ødelæggende som
man skulde tro, kun enkelte hist og her blev sårede.
Timer fløj som minuter, og hvor blev jeg ikke over
rasket, da Blom tog uret op og sagde: „nu har vi så-
mænd snart stået her i to klokketimer!“ Omtrent ved
samme tid sagtnede ilden og hørte omsider liélt op.
Næste gang jeg lugtede krut, var jeg og den anden
feltpræst Karstensen komne hen for at se på en rask
forpostfægtning uden for brohovedet. Vi havde fået os
en god plads i en af vore skanser og kunde overse, hvor
ledes kampen trak sig fræm og tilbage. Da gik den
med ét over til kanonkamp, og skansen, hvor vi stod.
vekslede skud på skud med fjenden. Granaterne sang
og klang om os, dog, jeg tilstår det, faren viste sig nu
fra den lokkende side, og vi blev der en god stund og
så på. Endelig fjærnede vi os og ledte længe efter
ambulangsen, der ikke var på den plads, hvor den skulde
være. Men fjenden havde fået blod på tand, hele dagen
igennem sendte han Sønderborg kugler og granater, der
lemlæstede fredelige mennesker og forfærdede indbyggerne,
så mange flygtede bort over hals og hoved. Natten
derpå havde jeg så den yndigste drøm, jeg var hjemme
og glad og lykkelig i min familjes skød; på den måde
bragte ånden sig igen i ligevægt efter den usædvanlige
rystelse.