488 / 657
98
gudsfrygt, der efterhånden kunde lokkes fræm. Også i
de nys udgivne breve fra krigen er den kændelig nok.
En dag tra f jeg en matrosdreng, hvis ene arm var
skudt bo rt og hans side med, så man kunde se helt ind
til lungen; han talte roligt og barnligt om sin tilstand.
„Det gik nu ,“ sagde han, „sådan til, skal jeg sige os, da
jeg blev kvæstet. Jeg er noget døv ad mig, og så blev
jeg oppasser hos doktoren og m åtte ned a t hente ham
hans remedier. Og lige som jeg nu tørnede ud derfra
og skulde lade en kanon, fik jeg min overhaling. Men
hvordan det dog egenlig gik til, skal jeg ikke kunne
sige Dem, jeg véd kuns, det skete til styrbord, og a t jeg
varskoede dem ordenlig og sagde: nu må en anden
skynde sig og lade, for jeg kan ikke m ere!“ Han trode,
han endnu havde sin bortskudte arm : „enden bliver nok,“
sagde han, „de tå r den helt fra mig. Kunde man nu
barestens rejse sig op og skulde ikke ligge sådan halv
nøgen!“
Vi talte om hans foræ ldre: „jeg vilde,“ sagde han,
„gærne bede Dem, h e rr præst, a t skrive får til, for jeg
får nok ikke lov, og jeg kom nu så akavet af sted, at
jeg ikke en gang fik sagt dem hjemme farvel!“ Så talte
jeg om, hvor snart det kan være færdigt med et men
neske, og hvor godt det derfor er altid at have vor
Herre i tanken. „Ja ,“ sagde han, „hver aften og morgen
beder jeg også m it fadervor.“ En salme, jeg begyndte
på, kændte han og sagde slutningen af den, derefter kom
han fræm med adskillige andre salmer og bibelsprog,
han havde lært. Mens vi ta lte sammen, tra k han af og
til ansigtet som den, der lider meget, „lidt ondt gør det
rigtig nok,“ sagde han, „men man har det alligevel godt,
når man hører sådan ta le .“
E t par dage senere døde han. Hans gamle fader
var kommen over og tra f ham lige på hans yderste:
„det var en god dreng,“ sagde han, „og grumme tå l
modig var han, bare den sidste dag stod humøret ikke