HammerichEtLevnetsløb

røde soldaterkapper var bredte og øverst en hvid dug;

rund t om var der pyntet med faner og løvværk. Ved

andre lejligheder m åtte præsten im idlertid stå på den

bare mark. Folkene opstiltes i passende afstand, med

gevær ved foden, undertiden blev rytterne siddende på

sine heste. Således har jeg mange gange prædiket for

en forsam ling af indtil 5000 mand. Til orlogs brugte

man huggerter og svingbasser eller en opstabling af

kanonkugler til pryd, skibsklokken kimede og mandskabet

sagde: „i dag skal vi i k irke“.

At træffe den rette tone i prædikenen, var ikke altid

let. Tales skulde der om manddom og mod og Dan

m arks kamp, kun ikke alt for meget og i for store ord,

og fristelsen hertil lå dog nær, det havde jeg øje for.

Om jeg altid har undgået den, er et andet spørgsmål,

som den, der kænder mine udgivne feltprædikener, kan

dømme om bædre end jeg selv.

En romerskkatolsk p ræ st træder op i fuld skrud,

læser sin messe og svinger røgelsekarret til korets sange,

han løfter hostien og hæren knæ ler ned, så indvier hans

velsignelse den. Det gribende, der for mangen kan ligge

heri, ha r den protestantiske præst rigtignok ikke til sin

rådighed. Gustav Adolf og Daniel Rantzau knælede med

hele hæren i fjendens påsyn, mens en salme lød fra

krigstrompeterne. Heller ikke denne vore fædres fromme

skik lader sig genindføre efter vore tiders vilkår; i alt

fald har ingen af feltpræ sterne haft mod til at prøve

derpå.

Som feltgudstjænesten im idlertid nu kan falde med

salmesang og ordets forkyndelse, har den alligevel det

løftende ved sig, det h ar ikke blot jeg, men mange med

mig sandet. Navnligt når fjenden stod ikke langt borte,

og af og til et dumpt drøn lød over til os med den al

vorsfulde mindelse; ingen vidste jo, nå r det brød løs.

En gang lå skibet, hvor jeg prædikede et par dage

efter en fægtning, knap en fjærdingvej fra fjendens