HammerichEtLevnetsløb

nede, gned han sig fornøjet i hænderne: „nej, nu æder

de hinanden da snart op i Tyskland!“ Således var den

mand, der skulde skrive sit navn i historien som helten

fra F rederikstad ; mens han jagede oddere og ræve og

harer i de egne, drømte han ikke om, hvad han skulde

blive for Danmark. Jeg stødte jævnligt sammen med

ham i krigsårene, han havde sans for historisk læsning

og fortalte selv godt, og da jeg skulde skildre forsvaret

af Frederikstad, fik jeg mine vigtigste efterretninger fra

ham og hans stabschef, kaptajn Hoffmann. Heller ikke

siden har han glæmt mig, flere år efter krigen sendte han

mig Pontanus’ danske historie til minde.

General B iilow s stabskvartér måtte jeg søge op i

præstegården i Lejrskov, brigaden var næmlig under fræm-

rykning. Som jeg kørte op for gården, overraskedes

jeg ved synet af en hel klynge hvide prøjsiske kyras-

serere, det var fanger, gjorte i det nordlige Slesvig; nu

færdedes de i al venskabelighed med vore, drak af deres

feltflasker og var yderst snaksomme, som mennesker

gærne er, når de lige er slupne for en øjensynlig fare.

I det hele har jeg ikke mærket til noget nag mellem

Danske og de tyske rigstropper, hvorimod det havde sig

helt anderledes mellem Danske og Slesvigholstenere. I

døren til præstegården stod en ældre, anselig offisér med

et ædelt udtryk i sine træk og talte jævnt og skæmte-

fuldt med soldaterne; det var general Bulow, en født

Nordslesviger.

Under den lange fredstilstand var han ikke ivrig

nok i støvlettjænesten og havde nær fået sin afsked, og

først da krigen kom, mærkede man, hvad der bode i

i ham. General de Meza kaldte ham „den mest illiterære

offisér i hele armeen“ og påstod, ban ikke kunde skrive

to sammenhængende linjer, alligevel blev han sejrherren

ved Frederits. Men han var af de mænd, der få ind

skydelser på valpladsen, og med en feltherres ro og

overblik styrede han sin hær. Også han var ægte sol