![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0479.jpg)
89
kes, med sine børn var han barn igen. Det var ham
altid kært, når samtalen faldt på åndelige genstande. En
gang talte vi om den utrolige mængde kugler, der under
fægtningen ikke ramme andet end den tomme luft.
„Kænder De det ord, der går mellem matroserne“, sagde
jeg : „du er skudfri, til den kugle kommer, hvorpå dit
navn stå r skrevet“. „Men er det ikke endnu smukkere“,
svarede han : „ingen spurv falder til jorden uden min
himmelske faders vilje!“
Der blev holdt en lille fest i Grejs mølledal, hans
jægerkorps spillede, bivuakilden oplyste træerne, og bol
lerne dampede, mens dansen gik lystigt gennem lunden.
Im idlertid stod Schleppegrell og jeg noget længere borte
og talte om vore dages vantro. „Jeg kan ikke forstå“,
sagde han, „hvor et menneske kan leve så roligt hen
uden tro. Kænder De den prædiken af Mynster: grib
det evige liv; den mand kan tale en til hjæ rte!“ Senere
drejede vor samtale sig om krigerlivet, krigersk tapper
hed og det løftende i sådanne øjeblikke. „ Ja “, sagde
han, „når bare mennesket ikke gjorde alt det væsen af
det lidet, han nu kan udrette, og så glæmte, at selv det
er ham kun muligt ved Herrens nåde! På Waterloo-
medaljen står: der Herr war mit uns, ihm allein die
Ehre! Jeg kalder det et sandt og godt ord, og derfor
bæ rer jeg den også dobbelt gærne. Det var den gang
for Tyskland en tid som den, vi nu opleve her hjemme,
hver mand gik med“.
I Schleppegrells stab gjorde H e l g e s e n tjæneste, en
hærdebred og kæmpefør gammel døl, med et tilsyne
ladende hård t ydre. Han blev tilbage i Frankrig, da
vore tropper forlod det, og giftede sig dér, men blev siden
skilt fra konen; var 1830 med på Paris’ barrikader,
vendte derpå hjem til Danmark og levede en række år
noget kummerligt af sin bøsse, nede ved Ejderen, ikke
langt fra Frederikstad. Tyskerne kaldte ham odderjægeren
og fortalte allehånde om ham og smugleriet på egnen.