HammerichEtLevnetsløb

kes, med sine børn var han barn igen. Det var ham

altid kært, når samtalen faldt på åndelige genstande. En

gang talte vi om den utrolige mængde kugler, der under

fægtningen ikke ramme andet end den tomme luft.

„Kænder De det ord, der går mellem matroserne“, sagde

jeg : „du er skudfri, til den kugle kommer, hvorpå dit

navn stå r skrevet“. „Men er det ikke endnu smukkere“,

svarede han : „ingen spurv falder til jorden uden min

himmelske faders vilje!“

Der blev holdt en lille fest i Grejs mølledal, hans

jægerkorps spillede, bivuakilden oplyste træerne, og bol

lerne dampede, mens dansen gik lystigt gennem lunden.

Im idlertid stod Schleppegrell og jeg noget længere borte

og talte om vore dages vantro. „Jeg kan ikke forstå“,

sagde han, „hvor et menneske kan leve så roligt hen

uden tro. Kænder De den prædiken af Mynster: grib

det evige liv; den mand kan tale en til hjæ rte!“ Senere

drejede vor samtale sig om krigerlivet, krigersk tapper

hed og det løftende i sådanne øjeblikke. „ Ja “, sagde

han, „når bare mennesket ikke gjorde alt det væsen af

det lidet, han nu kan udrette, og så glæmte, at selv det

er ham kun muligt ved Herrens nåde! På Waterloo-

medaljen står: der Herr war mit uns, ihm allein die

Ehre! Jeg kalder det et sandt og godt ord, og derfor

bæ rer jeg den også dobbelt gærne. Det var den gang

for Tyskland en tid som den, vi nu opleve her hjemme,

hver mand gik med“.

I Schleppegrells stab gjorde H e l g e s e n tjæneste, en

hærdebred og kæmpefør gammel døl, med et tilsyne

ladende hård t ydre. Han blev tilbage i Frankrig, da

vore tropper forlod det, og giftede sig dér, men blev siden

skilt fra konen; var 1830 med på Paris’ barrikader,

vendte derpå hjem til Danmark og levede en række år

noget kummerligt af sin bøsse, nede ved Ejderen, ikke

langt fra Frederikstad. Tyskerne kaldte ham odderjægeren

og fortalte allehånde om ham og smugleriet på egnen.