ligt vise sig i den forreste kede. Da måtte Helgesen
holde igen, så godt det gik: „alle véd vi jo, hvem du
er, rid dog nu ikke derhen på det mest ud satte sted og
lad dig skyde for ingen verdens ting !“
Soldaterne var hans kærlighed, „de kære folk“, kaldte
han dem, en dag sagde han til mig: „ja de Danske er
prægtige, og måske slås de des hædre, fordi de i hjæ rtet
elske freden“. Han havde det re tte greb på a t tage dem,
ta lte til dem på sin troskyldige vis, „som kunde det være
en p ræ st“, sagde de, klappede den på skulderen, der
havde gjort et godt skud: „her, kammerat, h a r du et
p a r skilling til hvedebrød!“ Den 5te juni havde fjenden
sat sig fast i nogle huse. „Nå, folk“, sagde han, „dem
skulde vi nu egenlig have! Men I er jo så træ tte og
har slåets hele dagen, I holder vel ikke et løb ud? Det
værste er, at de skyder så mange ned, når man går for
sagte. Skal vi da prøve på a t løbe lidt, hvad siger I
dertil, hv ad?“
Dengang hæren efter slaget ved Slesvig blev op
skræm t af rygter og Flensborgs gader vrimlede med de
søvnøre og uordenlige klynger, sprængte han ind mellem
dem. „Det er godt, I skynder jer, børn, men I er bare
på den gale vej! Dér ligger allarm p lad sen !“ De skam
mede sig, gjorde omkring og ordnede rækkerne. Tiende
(den nordslesvigske) bataljons offiserer klagede over fol
kenes forplejning, de fik så godt som intet. „ J a “, råb te
han, er det ikke sandt? Ypperlige folk, bryder sig ikke
om a t su lte!“ De klagede end videre over, a t folkene
heller ikke fik søvn. „Som jeg siger“ , råb te han, „her
lige folk! De kan sulte og de kan tø rste og de kan våge
hele næ tter! Mine herrer, det er min bædste bataljon,
dens skål!“
Og hvor var denne mandige sjæl ikke blød og from
tillige! Jeg har hø rt ham fortælle om Morgenstjernes
fald, og de klare tå re r stod ham i ø jet; og jeg har set
ham i hans familje, et smukkere forhold kan ikke tæn