HammerichEtLevnetsløb

daterven og havde gærne et m un tert ord til rede m idt

i kugleregnen; det gjorde godt. „Å, jag mig dog de

Tyskere b o rt“, råb te han ved Slesvig, „ser I da ikke,

hvor de fordærver mine klæder“, han havde næmlig fået

et lommetørklæde skudt itu.

I hans brigade tjænte vor nuværende konge, den

gang kommandør for hestgarden. Han var indkvarteret,

fortalte han, hos en bonde, hvor man havde musene til

sengekammerater, derfor m åtte han af og til ty til brigade

kvarteret i præstegården. Her har vi adskillige gange

spist sammen med ham til middag, inden nogen af os

kunde ane, hvor højt han skulde stige.

Gudstjænestens ordning gav sig, så a t sige, af sig

selv, og som vi fra begyndelsen af havde lagt grund til

den, således blev det i alle de 3 krigsår. For mit ved

kommende gjorde jeg felttogene med og var hver vinter

hjemme, hvor jeg da røgtede m it æmbede ved T rinitatis

kirke og skrev på Danmarks-historien.

P r æ d i k e t blev der, når og hvor lejligheden faldt,

så jeg kunde somme uger holde 8, 9 prædikener. Hvis

nu tropperne ikke stod um iddelbart over for fjenden,

kunde det gå helt som vi p ræ ster ønskede det, og ingen

blev kommanderet til kirke, hvorimod vi måtte føje os

efter omstændighederne, n år der blev prædiket i fjen

dens nærhed, eller ombord i en orlogsmand. „Vi må

have sammenhold på vore folk og kan dog ikke lade

dem gå, hvorhen de vil“, sagde offisererne, og det lod

sig ikke modsige.

Kunde man træffe en nogenledes rummelig kirke,

blev den tagen i brug, men oftest m åtte prædikenen

holdes under åben himmel. At den da blev kort, var

en nødvendighed både for soldaternes skyld, der tit

havde m arscheret mile vidt med fuld oppakning, og for

præstens, hvis bryst ikke kunde tåle en lang, anstrengt

tale i fri luft.