HammerichEtLevnetsløb

Den gang prinsen af Noer overrumplede Rendsborg,

blev en høj post ham tilbud t i oprørshæren, en dags tid

holdt han dem så hen, og da de søgte ham, var fuglen

fløjet. E t pa r dage senere mældte han sig i København

til tjseneste og bragte sikre efterretninger om stil

lingen i Rendsborg.

Med en jægers snuhed havde

han sneget sig gennem de slesvigholstenske forposter,

gennem moser, hvor han m åtte stå i vand til højt op

på benene og brugte 8 tim er for a t vinde blot en halv

mil fræm.

Om hans dristighed fortalte man den ene historie

oven på den anden. En offisér klagede over ikke at

kunne få sine folk til fægtning: „det kommer, pinedød,

an på, min fa’r, hvordan man griber den ting fa t“, sagde

Helgesen og gik forrest for kommandoet, lige på imod

kugleregnen; alle fulgte. En anden gang skulde espin-

golerne ud, kunde im idlertid ikke re t få sigtet på nogen;

„å, det skal jeg snart skaffe j e r “, råb te han og red et

godt stykke nærmere mod fjenden. Nu stak pikkel-

huerne fræm over hegnet, og en hel salve hilsede ham,

men espingolerne fik sigte.

Bag det strænge ydre skjulte sig alligevel et varmt

og tro fast lijærte. Han var gærne i pengetrang, og man

forstod ikke, hvortil han kunde bruge så meget, da han

dog levede helt tarveligt. En dag fik en offisér hændelsesvis

øje på et pengebrev med 300 rdlr., som Helgesen sendte

til en skibskaptajn oppe i Norge, efter ko rt i forvejen at

have lånt lige den sum hos Schleppegrell. Offiseren talte

til ham derom, men han blev vred: „går man da på

spioneri efter mig, det havde jeg m indst af a lt væntet!“

Omsider lod den sande sammenhæng sig dog ikke længer

skjule, brevet var til en gammel ven, som havde spillet

fallit, og hvem han nu understøttede. Og på den vis

gjorde han ikke lidt godt, altid i største hemmelighed.

Han var en ivrig avislæser, og når der kom efter

retninger fra F rank fu rt om spliden og uenigheden der