HammerichEtLevnetsløb

fjende. Muntre klynger af hestfolk og fodfolk, også fri

villige fra Norge og Sverige, bevægede sig mellem hin

anden i de brogede uniformer; der blev lét og der blev

sunget, og bele byen var omskabt til en lejr.

Nu var jeg altså bensat m idt i den verden, jeg så

tit havde drøm t om som barn, når jeg legede med tin

so ldater, og drøm t om, da jeg var underoffisér ved

studenterkorpset. Her var krig, virkelig krig for vor ære

og tilværelse, og mig var det givet at tale til de stridende

det ord, som mander op for tid og evighed. Deres ære

og min ære var fra nu af ét. De mange ængstelser, jeg

havde haft ved hvad man hørte i frastand, var nu som

blæste bort, og tryggere bar jeg aldrig følt mig end her

i krigens midtpunkt. Min sjæl var opfyldt af tak til

Gud, som havde stillet mig på denne plads, og i min

kære Helveg havde jeg et menneske ved min side, der i

ét og a lt delte mine følelser.

Af brigaderne havde jeg foreløbigt valgt Schleppe-

grells, Biilows og Hansens på Als, medens Kyes og de

to andre tilfaldt Helveg. Soldatervittigheden var straks

ved hånden og legede med vore navne: „den ene er jo

pastor Himmerig og den anden pastor Helved, det må

man sige: drog det sig i langdrag med dem, så fik vi

igen det rene væsen!“

Næste dag tog jeg ud til Schleppegrells brigade,

hvis stabskvartér var inderst inde i den dejlige dal, på

Grejsmølle. Generalen var ikke strak s til stede, men

stabschefen major Caroc viste sig såre imødekommende.

„Det varede så længe“, sagde han, „inden De kom;

man har dog kun ét liv at miste, det kommer man til

a t tænke på, når kuglerne pibe“. Siden, da jeg tra f

generalen selv, fik jeg det samme a t høre. „Men hvad

er dog grunden til, at vi nu først fik en p ræ s t? “ sagde

han. „Det må herr generalen spørge krigsministeren

om“, svarede jeg og fortalte hvad jeg vidste om den sag.

„At noget menneske med religjøs følelse“, sagde han,