HammerichEtLevnetsløb

svar. I den anledning sammenkaldtes det da sidst i

juni måned.

Martensen, den gang professor, førte oppositionen,

talte endog om, a t synoden jo kunde træde sammen på

egen hånd, og gjorde i det hele de skarpeste udfald

mod ministeriet. Til ham sluttede Paulli sig og var lige

så skarp: „ald rig“, sagde han, „har det gamle kanselli

svaret os mere afvisende“. Stiftsprovst Tryde ud talte

sig dog noget m ildere: „han vilde nødigt gå til det yderste

og tilrådede derfor et andragende til hans m ajestæ t.“

Forsvaret for m inisteriet førtes især af Clausen, der

i øvrigt i synoden hilste en af sine kæreste livstanker.

„Jeg tr o r “, sagde han, „at alt i det væsenlige vil blive

ved det gamle; grundloven, som man ha r tæ nk t sig den,

vil kun indeholde ganske almindelige bestemmelser om

forholdet mellem sta t og k irk e“.

Mod ham rejste nu Grundtvig sig. „Det må også

jeg sige, at jeg ikke har levet under et mere despotisk

ministerium i Danmark, og det siger jeg ren t ud. Det

er dets fjender og ikke dets venner, som her kan være

mod en opposition. Hvad mig selv ellers angår, ligger

det meget fjærnt fra min tankegang a t ville styrte det,

og tvæ rt imod vilde jeg netop gærne støtte og gavne det.

Men den, der vil gavne det, sørger for, a t de sager, det

afgør, kan blive så godt afgjorte som muligt, så står

det med et hæderligt eftermæle i historien. H err p ro

fessor Clausen taler om, at grundlovens bestemmelser

vil blive holdte ganske i almindelighed; det går im idlertid

ikke, det er åbenbart, og det må professoren selv indse.

Vi må dog alle ønske, at vore friheder stå k la rt op-

tegnede i grundloven og vel omgrænsede; og navnligt

må det stå dér, a t vi i det mindste få den religjøse fri

hed, så vi kan sørge for vor egen og vore børns salig

hed, som vi tø r svare det for Gud.“

Adskillige talere, deriblandt jeg, tråd te mæglende op

og rådede til sindig fræmgangsmåde over for et mini-