77
med og ud af den ensomme stilling, han indtog over
for forfatningssagen; endnu så han i folket kun den
„mængde, hvis „rædsomme“ herredømme han gruede for“.
„Den kære gam le,“ skriver maleren Lundby, „øminer
sig svært ved den nye tingenes orden.“ Det varede
im idlertid ikke ret længe, inden han var fuldt med, skønt
på sin ejendommelige vis.
M a r t s m i n i s t e r i e t dannedes, og stemningen i hine
jævndøgnsdage, vor folkelige g e n f ø d e l s e s dage, glæmmer
vist ingen, hvem det blev givet at gennemleve dem. Der
var, som Jyden sagde, „kommen en grov (stærk) ånd
over det danske folk“, atter hørte jeg suset af denne
overmægtige ånds, folkeåndens, vingepar, og lærte af
levende erfaring troen på ånd.
„Mænd af alle stænder gik tusindvis gennem Køben
havns gader, arm i arm, den høje med den ringe. De
bragte kongen en hyldest, der aldrig er strømmet fuldere
fra noget folks hjærte, ti folkets tanke og kongens tanke
mødtes; hurraråb, sang og klang genlød til langt ud på
natten. Folket var så glad, fordi det følte sig så frit
og så dansk, fordi dets gamle, uopslidelige mod var
vågnet lige som ved et trylleslag. Den slægt, for hvis
vugge Nordens største skjalde havde sunget, den slægt,
som så længe havde sukket over tidens elendighed, rejste
sig nu til mandig dåd.“ Således har jeg på et andet
sted ud talt mig. Lundby skrev derom: „Der har været
en stemning over hovedstaden i disse dage, så vidunder
ligt dejlig, højtidelig næsten, svævende mellem glæde,
håb, inderlig forvæntning, skuffelse, opfyldelse, bekymring
for de 5 Slesvigholsteneres personlige sikkerhed —, men
hele tiden harmonisk og dejlig, inderlig og alvorsfuld.
Det var en stolt uge i vor historie.“
Den faldne storhed blev ikke hånet; A. S. Ørsted
gik roligt hjem fra slottet gennem de bølgende menneske
sværme og ingen sagde ham et eneste ord. Slesvig-
holstenerne viste sig i København med oprørets udfordring,