HammerichEtLevnetsløb

med og ud af den ensomme stilling, han indtog over

for forfatningssagen; endnu så han i folket kun den

„mængde, hvis „rædsomme“ herredømme han gruede for“.

„Den kære gam le,“ skriver maleren Lundby, „øminer

sig svært ved den nye tingenes orden.“ Det varede

im idlertid ikke ret længe, inden han var fuldt med, skønt

på sin ejendommelige vis.

M a r t s m i n i s t e r i e t dannedes, og stemningen i hine

jævndøgnsdage, vor folkelige g e n f ø d e l s e s dage, glæmmer

vist ingen, hvem det blev givet at gennemleve dem. Der

var, som Jyden sagde, „kommen en grov (stærk) ånd

over det danske folk“, atter hørte jeg suset af denne

overmægtige ånds, folkeåndens, vingepar, og lærte af

levende erfaring troen på ånd.

„Mænd af alle stænder gik tusindvis gennem Køben

havns gader, arm i arm, den høje med den ringe. De

bragte kongen en hyldest, der aldrig er strømmet fuldere

fra noget folks hjærte, ti folkets tanke og kongens tanke

mødtes; hurraråb, sang og klang genlød til langt ud på

natten. Folket var så glad, fordi det følte sig så frit

og så dansk, fordi dets gamle, uopslidelige mod var

vågnet lige som ved et trylleslag. Den slægt, for hvis

vugge Nordens største skjalde havde sunget, den slægt,

som så længe havde sukket over tidens elendighed, rejste

sig nu til mandig dåd.“ Således har jeg på et andet

sted ud talt mig. Lundby skrev derom: „Der har været

en stemning over hovedstaden i disse dage, så vidunder

ligt dejlig, højtidelig næsten, svævende mellem glæde,

håb, inderlig forvæntning, skuffelse, opfyldelse, bekymring

for de 5 Slesvigholsteneres personlige sikkerhed —, men

hele tiden harmonisk og dejlig, inderlig og alvorsfuld.

Det var en stolt uge i vor historie.“

Den faldne storhed blev ikke hånet; A. S. Ørsted

gik roligt hjem fra slottet gennem de bølgende menneske

sværme og ingen sagde ham et eneste ord. Slesvig-

holstenerne viste sig i København med oprørets udfordring,