HammerichEtLevnetsløb

Man vidste,

at den nye konge, F r e d e r i k d e n

s y v e n d e , var en dansk, nordisksindet, frisindet, folkelig

mand, der gærne søgte omgang med folk af den lavere

klasse; allerede hans ægte københavnske mæle og visse

udtryk, han kom med, bar spor deraf. Hans frisind

havde jeg fået levende indtryk af en aften, da jeg var

til stede ved et lille optrin i

oldskriftselskabet,hvis

præsident han var. Man var højst utilfreds med de

styrende, især Rafn, og det fik lu ft på generalforsam

lingen, idet man bebrejdede dem et ligefræmt brud på

lovene.

„Mine h e rre r,“ sagde daværende kronprins Frederik,

„vil De ikke give mig nøjere oplysning om disse love?“

De oplysninger, han fik, modsagde im idlertid hinanden,

mens man fra begge sider kunde holde sig til steder i

lovene. „ Ja,“ sagde han, „så må jo lovene ligge i strid

sammen, og sådan kan det ikke gå i et vel ordnet sam

fund. Det første, vi efter min mening bør gøre, er at

revidere vore love, så de stemme overens. Vi trænge

til en ny, jævn og klar grundlov, og jeg andrager derfor

på nedsæ ttelsen af en komité, som kan enes om et ud

kast til loven og forelægge det for selskabet.“ De ord

lød mig som et godt fræm tidsvarsel og den nye konges

valgsprog ligeså.

Men var den unge herre da moden og sindig nok,

var der k raft i ham til et sådant grundlovsværk for

Danmarks rige ag til at lede os frelst ud af de truende

storme? Det, som hviskedes om ham fra mand til mand,

lød ikke for lovende. Og hvem havde han til rådgivere?

Foreløbigt var det den afdøde konges mænd, tusind

ængstelser omspændte os. At han, som råder for alt,

lige godt kan bruge et menneskes svage og gode sider,

at F rederik den 7de, netop som han var, i Guds hånd

skulde blive et udvalgt redskab til Danmarks frelse, det

anede vel kun få.