74
Man vidste,
at den nye konge, F r e d e r i k d e n
s y v e n d e , var en dansk, nordisksindet, frisindet, folkelig
mand, der gærne søgte omgang med folk af den lavere
klasse; allerede hans ægte københavnske mæle og visse
udtryk, han kom med, bar spor deraf. Hans frisind
havde jeg fået levende indtryk af en aften, da jeg var
til stede ved et lille optrin i
oldskriftselskabet,hvis
præsident han var. Man var højst utilfreds med de
styrende, især Rafn, og det fik lu ft på generalforsam
lingen, idet man bebrejdede dem et ligefræmt brud på
lovene.
„Mine h e rre r,“ sagde daværende kronprins Frederik,
„vil De ikke give mig nøjere oplysning om disse love?“
De oplysninger, han fik, modsagde im idlertid hinanden,
mens man fra begge sider kunde holde sig til steder i
lovene. „ Ja,“ sagde han, „så må jo lovene ligge i strid
sammen, og sådan kan det ikke gå i et vel ordnet sam
fund. Det første, vi efter min mening bør gøre, er at
revidere vore love, så de stemme overens. Vi trænge
til en ny, jævn og klar grundlov, og jeg andrager derfor
på nedsæ ttelsen af en komité, som kan enes om et ud
kast til loven og forelægge det for selskabet.“ De ord
lød mig som et godt fræm tidsvarsel og den nye konges
valgsprog ligeså.
Men var den unge herre da moden og sindig nok,
var der k raft i ham til et sådant grundlovsværk for
Danmarks rige ag til at lede os frelst ud af de truende
storme? Det, som hviskedes om ham fra mand til mand,
lød ikke for lovende. Og hvem havde han til rådgivere?
Foreløbigt var det den afdøde konges mænd, tusind
ængstelser omspændte os. At han, som råder for alt,
lige godt kan bruge et menneskes svage og gode sider,
at F rederik den 7de, netop som han var, i Guds hånd
skulde blive et udvalgt redskab til Danmarks frelse, det
anede vel kun få.