HammerichEtLevnetsløb

dannede og øvede sig. I Sønderjylland havde den op-

rørsksindede øvrighed adskillige steder tilbageholdt ind»

kaldelsesordren, og alligevel mødte mandskabet. I Åbenrå

vilde slesvigholstenske borgere holde de indkaldte til

bage, da rykkede skibstømmermændene fræm på torvet

med sine økser: „kom kun her ud, om I tør, i Åbenrå-

kæltringer, så skal vi lade (årelade) je r!“ Og de første

norske og svenske frivillige viste sig, de måtte være med

til værnet for Nordens tusindårige grænse.

Hver dag holdt kongen mønstring på ekserserpladsen

over dem, der skulde rykke ud: „vær kun raske, børn,“

sagde han; „det varer ikke længe, før I har mig der

ovre, for jeg må dog se Tyskerne lidt efter i sømmene!“

Ved sådanne lejligheder omsværmedes han af jublende

folkehobe. En dag kom han i nærheden af holmens

bro, trængselen var stor, og en mand holdt sig ved hans

hest, for ikke at blive trykket alt for stærkt, den dristig

hed bebrejdede så et p ar andre ham. „Å, lad ham kun

gøre det,“ sagde kongen, „folket må gærne støtte sig til

mig, så støtter jeg mig igen til folket.“

Da han imidlertid skulde ride over selve broen, og

trængselen blev lige stor, vendte han sin vælige hest,

der længtes efter stalden, og sagde: „ja børn, broen

kunde let gå itu, hvis vi alle på én gang vil over. E r

det derfor ikke bædst, vi skilles ad her og gå hver til

sit, synes I ikke også det? Farvel da, og tak skal I

have for al jeres kæ rlighed!“ På stedet splittede hoben

si'g ad til alle sider. Det er dette øjeblik, Slesvigeren

Bissen har grebet og afbildet kong Frederik til hest,

„som han rider blandt sit folk“.

Enhver dansk mand, der tænker sig tilbage i hine

dage, må fyldes af en stille stolt følelse. Det var sol

skinsvejr og vår, det daglige vrøvl, forlystelsessygen,

usseldommen havde stormen fejet ud. Jeg kændte mit

folk fra historien i dets bædste øjeblikke og så dem nu

lige som blive ny for mine øjne, hvad der havde været