470 / 657
80
min kæreste drøm, var bleven fuld, levende virkelighed.
Her kunde man sandelig studere, hvorledes ånden kommer
over et folk, og hvorledes det, der ligger til bunds i det
jæ v n e , danske sind, kan træde fræm i virkelig sto rslået
skikkelse. Dette slag i ansigtet havde b rag t selv spæk
høkeren til a t smide sin hue og gribe efter bøssen;
også fader var oppe, skønt han ikke glæmte a t tilføje:
„der er dog alligevel mange gode mennesker bland t
Tyskerne med.“
Lige ved K ristian den ottendes død havde jeg åbnet
en række kirkehistoriske forelæsninger, og trods tidens
spænding var den store høresal på universitetet ikke
des mindre fyldt. E t par gange holdt jeg disse fore
læsninger endnu, men da martsdagene kom, kunde jeg
ikke længer overtale mig dertil og afbrød dem altså.
Havde jeg ikke været præst, vilde jeg fundet min
plads i de frivilliges rækker som så mangen anden teolog,
og, efter al rimelighed, enten være falden i krigen eller
kommen hjem som offisér. H jæ rtet brændte i mig, og
jeg kunde umuligt blive siddende hjemme ved min dag
lige gærning, jeg m åtte af sted. Og hvorfor da ikke gå
med som feltp ræ st? Min kone og broder var fuld
stændigt enige med mig herom, og fader, det vidste jeg
af erfaring, vilde lide en del af ængstelser, men finde
sig i hvad jeg gjorde.
Jeg mødte den daværende kultusm inister Monrad
på gaden og tilbød min tjæneste ved hæren, han fandt
tilbudet godt, noget nøjere kunde han im idlertid ikke
sige om det. Selv havde han straks tæ nk t på feltpræster,
fortalte han, og arbejdet derpå, hidtil dog uden frugt,
fordi Tscherning satte sig så afgjort derimod og påstod,
a t krig og præ ster ikke i mindste måde lod sig rime
sammen. „Det hele var kun et påfund, fordi man vilde
lave nye æmbeder.“
Biskop Mynster, så tænkte jeg, måtte kunne virke
en del for sagen, når man blot først havde vundet ham