HammerichEtLevnetsløb

Olshausens hånsord mod de Danske var i alles munde

og harmen dyb, men vor folkeære blev ikke plettet, som

mange havde frygtet; de kom frit, modtog den danske

konges frie svar og fjærnede sig a tte r frit.

Mængden på gaderne var slet ikke så vanskelig a t

styre, og blot et råb „lige u d “ var nok, når den vilde

standse og pibe uden for en ildesét mands vinduer. E t

sted strømmede masserne fræm med høje jubelråb, da

så de brostenene uden for et hus strøede med halm,

tegn på, a t her lå et menneske farligt syg, og de gik

stille hen over halmen. E t andet sted råbte enkelte ud

af hoben på illumination for de nye ministre, „å, hold

kæft, lysestøber!“ lød en stemme oppe fra en lygtepæl.

Så mild og sindig var folkeglæden i al sin storhed.

Den iltre Franskmand havde nok grund til at udbryde:

„hvilket forbandet kedeligt folk til a t gøre revolution!

Ikke en gang en eneste rude k lirre r!“

Rendsborg var tag et ved overrumpling, og oprørerne

rustede sig, sikre på hjælp fra Prøjsen. „Men over

Danmark svævede i de dage historiens ånd med sine

minders glans, alle følte sig som lemmer af en stor

familje, om hvis liv eller død lodderne skulde kastes.

Smedene ham rede våben, damerne plukkede charpi og

samlede linned ind til lasareterne, drengene stoppede

patroner, mændene ekserserede, digterne sang krigssange,

hele landet var forvandlet til en v å b e n p l a d s , hvor

man rustede sig med en lyst og et lune, som gik det

til munter dans.“ At det i visse måder blev en borger

krig, hvor broder kunde stå mod broder, dulgte man

sig ikke, men Danmarks folk skulde ikke rådne bo rt for

lu tte r fred.

Store pengesummer samledes sammen, selv slaverne

gav sin skærv, af heste tilbødes flere end krigsministeren

havde brug for. Frivillige og værnepligtige strømmede

til fanen, adelsmanden ved bondens side, ikke få havde

først i kirken modtaget en hellig indvielse; frikorpser