463 / 657
F r a k r i g s å r e n e ,
(1848—1850.)
Den hele fræmtid, jeg havde glædet mig til, hlev
kun et gøglende billed, ti da K r i s t i a n d en o t t e n d e
d ø d e , lod martsministeriet højskoletanken foreløbigt gå
til hvile. Men Danmarks store time kom, og jeg kan
sige som Gothe i sin „Kampagne“ : „også jeg har været
med d é r“. At den kom, deri anede jeg en nådig til
skikkelse; det gode, som rørte sig i folket, var endnu
altfor svagt over for de slette sider, og kun et styrtebad
som krigen og frihedskampene kunde ryste op af dvalen
og vrøvlet.
Morgenen den 21de januar 1848 hørte jeg trom
mernes dumpe hvirvler, jeg ilede til vinduet og så de to
lange rækker trommeslagere marschere gennem gaderne
og forkynde kong Kristjans død. Min lille Asger vilde
ind med og „se kongen dø“, men jeg lukkede døren,
fordi jeg var angst for, han skulde forkøle sig; det græd
han stæ rkt over og kunde længe ikke glæmme. Døds-
I
faldet var ikke kommet uvæntet, og alligevel overraskede
det og greb voldsomt, da det kom, ti foik og rige stod
i våde over for den afgørende time. „Nu brister det
ovre i Slesvig og Holsten“, skal den døende have sagt,
og følelsen heraf gik gennem hele landet; også jeg var
fuld, overfuld af uro og ængstelser.