458 / 657
6 8
Arbejdet med salmerne førte mig ud til F. F e n g e r s
præ stegård i Ljunge ved Sorø. Hos ham så jeg et
åndeligt liv i Sælland, som mindede om det i Starup,
og dog var der kændelig forskel; den lå i Fengers p e r
sonlighed. Åndrig vil jeg ikke kalde ham, derimod sjæl
fuld, trofast, hjærtelig, altid oppe til sang og tale, så
man følte sig såre vel i hans næ rhed; for sine bønder
kunde han gøre alt, og dér stod landsbypræsten da for
mig i den ædleste skikkelse. Han havde og særligt
ævne til a t omgås med sine små, en hel flok, og under
vise dem; undervisningen blev næsten en leg. Kom han
ind, flokkedes de om ham , legede titit under faders
slåbrok og sang imens med de klare barnestemmer, så
man kunde høre det over hele gården.
En lille mil herfra bode I n g e m a n n , de to men
nesker var glade ved hinanden og kom tit sammen.
Hvor var Ingemanns vinløvrankede digterbo ved Sorø sø
ikke yndigt med det dæmpede lys i stuerne! Billed-
hængt inde fra øverst til nederst, i høj grad hyggeligt,
nå r man bare lod det blive ved det almindelige indtryk
af en billedsal og slap for nøjere a t tage m alerierne i
øjesyn. Og nu digteren selv med de lange sølvgrå
lokker, hånd i hånd med sin ungdoms b r u d ! Der var
sandelig noget af Filemon og Baucis i den hytte, trods
fruens malerier.
Man skulde lede vidt omkring, før man fandt en
sådan fordringsløs, elskværdig, underholdende mand, lige
gæstfri mod guder og mennesker. Så fortalte han, og
jeg h a r sjælden hø rt nogen fortælle med det liv; så
disputerede han , indlod sig på et eller andet mere
dunkelt p a rti af kristendommen, dødsriget, en omvendelse
efter døden, opstandelsen. Han havde sine egne fore
stillinger, og de gamle lutherske teologer vilde kaldt
dem kæ tterske, han fantaserede også gærne på digtervis.
„Hvert menneske,“ sagde han bland t andet, „har sin
karak téralder, nogle er evig unge og andre evig gamle,