454 / 657
64
mig ikke videre tanker derved. Så stansede hun mig
en dag og sagde, hun kunde dog ikke lade være a t
takke mig for hvad jeg en gang havde været for hende.
Hun havde tjænt i et godt hus, hvor man fik lov a t gå
i kirke, og stad ig t havde hun hø rt mig prædike. „ J a “,
sagde hun på sit brudne neger-mål, „De gav mig mange
gode ord. Dem kan jeg nu ikke længer gøre regnskab
for, men ét må jeg sige Dem. Det, De fortalte om vor
frelser, det sidder her inde, derfra og dertil — hun
pegede på hjæ rtet —, og det gør så godt endnu. Gud
velsigne Dem, h err m agister“ ! Ordet vender dog aldrig
tom t tilbage!
Skønt s y g e b e r e t t e l s e r i København des værre
ikke er nær så almindelige som på lan d e t, forekom de
dog jævnligt, især bos den fattige klasse. Jeg blev
hen tet til tyfusstuerne på hospitalerne, til de overfyldte,
tilsnavsede, elendige rønner ude i borger- eller adelgaden
eller på Kristjanshavn, „hvide ro s“, „tordenskyen“. Og
usselheden blev dobkelt trykkende, når jeg um iddelbart
fra en pragtfuld bryllupsfærd kunde blive flyttet hen til
en døende, der udåndede sit sidste suk under det hullede
tag , på et leje af strå og klude.
Mynster har gjort
samme erfaring, han om taler det i „meddelelserne“.
D et, som her måtte gribe mest, var den dorske
l i g e g y l d i g h e d for a lt åndeligt hos de fleste fattige;
den har vel nu , siden sosialismen kom op, snarere til
tag e t end aftaget. I hjemmet høre de kun om usseldom
og synd, eder og forbandelser, og i kirken ser man dem
næsten aldrig; undskyldningen er selvbuden: „vi har
ingen ordenlig kjole at tage på og kan dog ikke i vore
pjalter vise os mellem folk!“ Jeg hører ikke til de
meget bløde sjæle og 'har tit bebrejdet mig, at jeg ingen
stærkere følelse havde for menneskelig nød. Men denne
nød er af den art, som råber mod himlen.
Hvad skal vi gøre i vore store stæder for a t lyse
op med ordet dér, hvor for menneskelige øjne al adgang