456 / 657
6 6
da og tid e r, hvor Ånden mindede mig, og en stille røst
lod sig hø re: „nej, dn bæ rer ikke sjælene for alvor i
dit hjæ rte; det er din store b røde!“
Fø rste gang jeg indfandt mig i Københavns præste-
konvent, skulde der afstemmes i sagen om salmekomiteens
foreslag til en ny s a lm e b o g ; Mynsters „tillæg“ tilfred s
stillede ikke, Grundtvig havde været sjælen i denne
komité, hvis arbejde nu faldt igennem ved afstemningen.
Man hørte mærkværdige udtalelser, den brave, troskyldige,
men lid t enfoldige dr. Munter krævede, a t enhver mand
i Holmens menighed skulde forstå de salmer, ban sang.
„Mon da også,“ spurgte jeg, „i tilfælde ban ikke er en
troende K risten?“ Munter så ud som en, der dukker
hovedet op af en spand vand, den indvending havde han
aldrig før drøm t om.
Jeg ud talte mig ellers efter min overbevisning og
kunde ikke billige adskillige af Grundtvigs ændringer
ved de gamle salmer, f. eks. Brorsons „den yndigste
rose er funden“. Derover blev han meget vred: „nej
d e t,“ sagde ban , „havde jeg ikke væntet af Dem.“
Mynster var naturligvis til freds med hvad der var sket,
og gav sig luft i en og anden spydighed. Da Grundtvig
i disse dage havde holdt ligtale over pastor Spang, en
af komiteens medlemmer, sagde han : „dér fik såmænd
den nye salmebog sin kristelige begravelse!“
Sagen burde im idlertid ikke falde hen, og jeg bragte
den altså på tale i R o s k i l d e k o n v e n t , hvor man da
sammensatte et nyt u d v a l g af Ferdinand Fenger, mig
og Kolthoff, i hvis sted siden Pram-Gad trådte. Arbejdet
skred fræm, og en stor del af det kom, efter omstændig
hederne, til a t hvile på mig.
Dette konvent var i det hele udtryk for vågnende
liv mellem præsterne, og det københavnske har, trods
sine mange enkelte dygtigheder, aldrig fået den ind
flydelse. F e r d i n a n d F e n g e r havde været med, da
Roskilde-konvent blev stiftet, hans milde, frejdige ånd