HammerichEtLevnetsløb

skulde være folkelig og dog kurme svare til viden

skabens krav.

Den anden bestilling kom fra t r y k k e f r i h e d s

s e l s k a b e t , hvor man var bleven ked ad de molbechske

skildringer af Danmarks historie og derfor henvendte sig

til mig gennem Orla Lehmann. Gærne nok vilde jeg

prøve mine kræfter, men tu rd e jeg også tage mig så

s to rt et arbejde på; for m idalderen var mine forarbejder

kun få, og vilde tiden vel strække til, n å r man var præ st

i København? Jeg arbejder im idlertid med lethed, derpå

stolede jeg og modtog bestillingen på en s k i l d r i n g af

v o r h i s t o r i e fra Valdemar den 1ste lige ned til de

senere dage. Hvorledes der skulde gås til værks her

med, var fuldstændigt overladt til mig selv, og det ud

valg. der efter lovene skulde give skøn over et arbejde,

var mod mig såre medgørligt.

I tusinder af eksemplarer skulde dette arbejde nu

spredes ud over landet og udbrede kundskab til vore

fædre hos høje og lave, selv i de ringeste hy tter. Jeg

kunde i én henseende ikke tænke mig nogen heldigere

opgave, og tog fat på den med alvor; kun dens storhed

ængstede mig stadigt, ti den tillod ikke et kildestudium

i det omfang, jeg fandt ønskeligst og siden også i andre

arbejder har kunnet gennemføre. Men jeg gjorde mit

bædste, foretog b land t andet til den ende rejser rund t

om i D anm ark; jeg vilde tage historiens vigtigste skue

pladser i øjesyn, for så vidt jeg ikke tidligere kændte dem.

I løbet af 1847 og 184-8 udkom så de to første bind,

som handle om V a l d e m a r e r n e . E fter en sammen

træ ng t skildring af land og folk, noget nyt i vor literatu r,

fulgte fortællingen om Danmarks store dage i dets ridd er

tid. Jeg havde på ny gennemlevet dem og følte mig

løftet deraf, og jeg véd, at ikke få af mine læsere delte

denne stemning; den fandt således fuld genklang hos

historikeren Wegener og hos Orla Lehmann, der med

lyst tog sig af arbejdet- og jævnede vejen for det.