462 / 657
72
vilde altså vor Herre bruge mig, som det lod til. Det
kunde vel give nogen trø st over vor regerings vaklende
holdning og alle de mørke timer, den voldte. Kun halv
vejs og af og til glimtede det for mig, at denne ynke
lighed dog måske m åtte drives til det yderste, så fjenden
blev tryg , kastede masken og med et slag i ansigtet
udæskede a lt hvad der bode af kraft i det danske folk.
Den guddommelige kunstners veje gå altid hø jt over
vore, som himlen over jorden, og tit bliver det, vi grue
for, vor eneste redning.