HammerichEtLevnetsløb

ledede nu og dets forhandlinger. Her mødtes dygtige

præster fra Sællands stift to gange om året, blev sammen

fra morgen til aften, undertiden endog i flere dage, og

levede sig godt ind i hinandens tankegang. Samlivet,

domkirken, de skønne, minderige egne gjorde sit med

dertil.

Præsterne kom fra højst forskellige hold, kun ikke

det egenlig rationalistiske. Jeg skal blot nævne nogle

af de mere fræmragende: stiftsprovst Tryde, dr. Rothe

fra Vemmelev, Pram-Gad, Plum, Buchholtz, Zeuthen, lidt

senere også B lædel; P. Kierkegaard, som nu var præst i

Pedersborg, Busk og af og til F. Boisen. Dagens teo

logiske og kirkelige æmner afhandledes, det kunde da

gå skarpt til som ved et dystridt, dog blev broderskabets

regler overholdte, og blot en enkelt gang var Zeuthen i

sit hastige sind nær ved at gøre brud på dem.

Ingen hørte man heller tage ordet end P. K i e r k e

g a a r d , især når en ytring fra modsat side havde bragt

ham i ånde. Til udgangspunkt valgte han tit en mindre

vigtig genstand, men før man så sig om, stod han over

for de store spørgsmål; da flød talen, fuld af dialektik

og åndrighed, som en ustandselig strøm og fængslede

alle, enten de så var for eller imod ham. Mig tjænte

disse møder til stor oplivelse, jævnligt tog jeg del i for

handlingerne, og havde jeg i andre henseender haft det

bædre som præst i Jylland, lærte jeg nu også at skønne

på de goder, Sælland kunde byde.

Konventet var på veje til at blive en åndelig magt,

hvad så mange dygtige mænd bar fræm, enedes om og

satte igennem her ude, kunde ikke lades hélt uænset af

styrelsen. Dets holdning var overvejende frisindet og

derfor slet ikke til måde for Mynster, der stod stift på

det gamle, men nu måtte se selv sine venner smittede

af reformens. ånd. Han udtaler sig herom med skarphed

i sine „meddelelser“.