459 / 657
69
og i den alder, som svarer ju st til vor karaktér, tænker
jeg, skal vi en gang stå op.“
P å den anden side Sorø knejser på en bakke herr
Peder Torstensøns gamle borg, ombygt til kirke, borg
volden kændes endnu i præstens have. Havde jeg ta lt
med landsbypræsten og digteren, så mødte jeg her teo
logen, P. K i e r k e g a a r d , til hvem unge studerende, som
han havde manuduceret i København, endnu søgte ud.
Det var i de dage, han vægrede sig ved a t døbe baptist
børn, der bragtes til kirke ved hjælp af politiet, og
vægrede sig atter, skønt man truede ham på æmbedet.
Hvor mangen oplysende samtale havde vi ikke derom!
Den Sorø-egn gæmte for mig ikke få åndelige skatte;
og nu dertil den gamle klosterby med alle sine minder
fra „Sakses celle“, Valdemarernes tid, hvormed jeg netop
syslede, og ned til Holbergs!
I årene 1845 og 1846 indtraf ting, der viste, jeg
ikke havde grebet fejl, da jeg åbnede forelæsningerne.
Det gik mig som kunstneren, der begynder a t komme i
ry, på én gang fik jeg to bestillinger på historiske ar
bejder, hvoraf den ene var ualmindeligt omfangsrig og
vilde kræve en række år af mit liv, inden den kunde
bringes til ende.
Regeringen havde 1844 forbudt stiftelsen af et
skandinavisk samfund, da trådte Clausen og flere agtede
mænd sammen og stiftede et nyt under det navn s k a n
d i n a v i s k s e ls k a b . Det turde man ikke vel forbyde.
Det holdt møder med foredrag og sang og udgav små
skrifter, der skulde udbrede kændskab til Norden. Hos
mig bestilte det nu f o r e l æ s n i n g e r over et nordisk
æmne, jeg selv kunde vælge. Jeg valgte „Kristjern den
anden i Sverige og Karl Gustav i Danmark“, det var en
tid, jeg havde samlet ind til i vore bogsale og i arkiverne.
Forelæsningen blev holdt for selskabets medlemmer,
gjorde lykke og blev derpå udgivet. Det er min første
prøve på fræmstilling af et stykke nordisk historie, der