HammerichEtLevnetsløb

Ved samme tid blev i min stue planen til et

n o r d i s k h i s t o r i k e r m ø d e udkastet af Allen, den

senere m inister Krieger, min broder og mig. Den stødte

im idlertid på mange vanskeligheder og kom aldrig til

udførelse.

En dag hen på efteråret 1847 så Grundtvig op til

mig om en sag vedkommende S o rø . Kongen havde

givet sit minde til en hel omdannelse af akademiet her,

så det kunde blive en f o lk e lig d a n s k h ø js k o le i

højere stil, med levende og frugtbar undervisning; ved

den første, som stiftedes, Rødding, var der nærmest

tæ nk t på almuen alene. Nu spurgte Grundtvig mig, om

jeg i så fald vilde overtage posten som l æ r e r i h i s t o r i e ,

og talte som den, i hvis hænder sagens ordning i det

mindste til dels var lagt.

Hvor jeg blev glad og overrasket tillige! Han kændte

fuldt vel mit syn for enevælden, men han var højsindet

nok til at se bort derfra og holde sig til det, vi var

enige om, troen på en folkelig fræmtid for Danmark og

Norden, og arbejdet for den. Ti år senere skulde jeg

lære a t kænde det samme højsind hos Clausen. Jeg på

min side nærede vist nok visse tvivl, om Grundtvig, lidet

p raktisk som han var, selv vilde kunne føre sine store

tanker ud i livet. Men tilbudet var lokkende, stemte

så godt med mine lønlige ønsker, og jeg gav ham fore

løbigt mit ja. Den 31te desember 1847 udstedtes loven

om en ny ordning af akademiet i Sorø.

Det så nu efter alle julemærker ud, som skulde jeg

kaldes bo rt fra præstestillingen og hélt og udelt vie

mine kræfter til folkelig dansk historie. Den dobbelte

virksomhed, en kirkelig og en historisk, hvori jeg hidtil

havde siddet, havde haft sine vanskeligheder, og jeg var

i så henseende ikke fri for selvbebrejdelser over at jeg

ofrede historien for meget. Desuden vilde jeg mere

um iddelbart kunne være med i dette afgørende øjeblik,

da det nye og det gamle mægtigt brødes sammen. Dér