HammerichEtLevnetsløb

største af alle omvæltninger i dette omvæltningernes år,

f e b r u a r r e v o l u t i o n e n i P a ris ; derefter fulgte slag i

slag revolutionen i Wien, oprørsmødet den 18de m arts i

Rendsborg med Olshausens udæskende hån, og vort store

k a s i n o m ø d e den 20de.

„Sagen baster, tiden trænger,“ sagde O. Lehmann,

„det gælder liv eller død,

og det danskefolk kan ikke

betro sig til en regering, som er forladt af guder og

mennesker, og på hvem ingen tro r, ikke en gang den

selv!“ Resolutionerne om Danmark og Slesvig drøftedes

og vedtoges. Enkelte stemmer råb te da på, man skulde

straks endnu i denne sildige aftenstund overbringe dem

til

kongen. Men Tscherning rejste sig: „nej, ikke nu!

vil først sove derpå! Ikke sand t?“

E t tordnende

„ja“ fra forsamlingen svarede ham, og Ploug ud talte:

„man skulde ikke skjule sig i m ørket, derimod træde

op ved højlys dag som danske borgere, der i en god

sag henvendte sig til sin konge.“

Jeg kunde ikke være med i det store f o l k e t o g til

slo ttet den 21de; jeg stod næmlig på den tid og holdt

tale ved en grav på assistenskirkegård, hvor dog ingen

næ rpårørende var til stede, des friere kunde ordene

falde. Lige havde jeg begyndt den, som lyden af fjærne

h u rra råb bares over til os, alle lyttede, en af følget trak

mig i kjolen og hviskede: „hører D e?“ Da talte jeg

om dødens stilhed her og livets tummel h ist; „alle

nerver dirre nu ,“ sagde jeg, „og musklerne strammes i

kamp mod en død, en folkedød, mangefold sørgeligere

end denne timelige død.“ Og i varme ord lagde jeg

følget på hjærte, i åndens kraft, med Herrens hjælp at

kæmpe mod den os Danske truende folkedød. En så

dan ligtale h a r jeg ellers aldrig ho ld t, hverken før

eller siden.

Grundtvig skal, den gang folketoget drog gennem

Yimmelskaftet, hvor han bode, have vist sig i vinduet

og ry stet på hovedet. Endnu var han ikke kommen