HammerichEtLevnetsløb

for den. Jeg gik altså op til min biskop, skønt den vej

gærne faldt mig noget tung, fordi jeg vidste, han ikke

syntes om mig, og æmbedsminen med dens kolde høflig

hed forstod han ved en sådan lejlighed ypperligt at på

tage sig. Men denne gang fandt jeg ham indladende,

venlig, næsten faderlig, som Tage Miiller i Ribe havde

været det; mit besøg var ham kændeligt velkomment.

Han advarede mig mod frihedens udskejelser på en

måde, jeg umuligt kunde stødes over, ti det var min

biskop, der talte, og han lagde sit hjærte i hvert af sine

ord; nu mærkede jeg, hvor tiltrækkende han kunde

være. Om den nytte, feltpræster kunde gøre, var han

naturligvis overbevist og billigede meget af det, jeg fræm-

førte, uden dog at vække store forvæntninger hos mig.

K r ig e n gik imidlertid sin gang med sejr og neder

lag, og altid blev der kæmpet med ære. Efter slaget

ved Danevirke så det for menneskelige øjne ud, som

hele N o r d e n vilde stille sig på vor side, så mægtig var

dets virkning på broderfolkene. Den ene flok f r i v i l l i g e

fra Norge og Sverige mældte sig efter den anden, og

regeringen der oppe gjorde alvor af rustningen; snart

stod den svenske hærs fortropper i Fyn. Mens dette nu

fyldte alles sind, m åtte der ved siden derad dog også

vindes rum for fredens gærning; vejen skulde banes for

den ny forfatning, og den skulde grundlægges. Ingen

sinde i den danske historie har der på én gang været

stillet så store krav til folket; dådført skulde det vise

sig og sin skæbne voksen.

Én side af forfatningen måtte særligt ligge præsterne

på sinde, det var kirkens stilling over for staten. Mon

rad foreslog i statsrådet en s y n o d e , og da han mødte

modstand, svarede han: „jeg tager nu den sag på mig“,

og udsendte sin omgangsskrivelse om en sådan synode.

K ø b e n h a v n s p r æ s t e s k a b skrev derefter til ham og

ønskede nøjere oplysninger, men fik et noget afbidende