HammerichEtLevnetsløb

sterium, der, hvad ingen kunde nægte, var ven af både

frihed og danskhed. Vedtaget blev et andragende til

statsrådet, som skulde udarbejdes af Martensen, Clausen

og Grundtvig. E t par dage efter tra f jeg Monrad og

spaserede med ham, han var i en ilter stemning. „Vi

Danske“, sagde han, „kan let blive en gens odiosa; vilde

vor Herre nu låne mig en lynstråle, slog jeg både til

England og Kusland og Sverige og je r præster med.

Hvad I gør, det er jo lu tter fornærmelser, lu tter udtryk

for m istillid; jeg rejser det spørgsmål om synoden, og

straks møder man med sit overgreb. Tror man da ad

den vej at komme fræm med hovedet? Sagen står for

for mig komplet komisk.“

På det endelige udfald af synodesagen fik andragendet,

som man véd, ingen indflydelse; kirken har ikke nogen

grundlovsret til en synode, og det heder simpelt h e n :

„dens forfatning ordnes ved lov“.

Sagen om f e l t p r æ s t e r n e fik Monrad imidlertid

dog til sidst sat igennem, stø ttet af den stemning hos

landets præsteskab, der kom til orde på konventerne.

Pastor Boisen, senere død som stiftsprovst, min gamle

kapellan Fr. Helveg og jeg udsendtes da til hæren; mit

æmbede ved T rinitatis kirke overtoges imens af de andre

præster dér. Jeg havde tilbudt at gjøre tjæneste uden

vederlag, og, så vidt jeg mindes, fik jeg heller ikke

noget det første krigsår, eller måske gav jeg det til in

validerne; de to følgende år kunde jeg derimod ikke

undgå a t tage imod det. Biskop M y n s t e r var, som

det lod til, ikke straks utilfreds med den nye stilling,

jeg nu kom i, og først da jeg anden og tredje gang

skulde afgå til hæren, var det ham ikke med. F ra

kredse, der stod ham nær, hørte jeg ytringer, som: „ja

Hammerich bryder sig næppe synderligt om Trinitatis

menighed, dens egenlige præster er jo Bothe og V. Niel

sen.“ Nu, det m åtte også bæres!