HammerichEtLevnetsløb

„kunde forholde os præster, det kan jeg sandelig ikke

få i mit hoved“ !

S c h l e p p e g r e l l indtog mig straks, og jeg blev som

hjemme hos ham. Han var en ildfuld sjæl, måske under

tiden alt for ilter, og en født kriger. Først havde han

været med i den norske uafhængighedskrig mod Sverige,

og tillige med sin ven Helgesen nægtede han efter freden,

for fronten af sit kompagni, at sværge Karl Johan

troskabsed. Han bar fra den tid et nag til Svenskerne,

der tit kom fræm. En dag sad vi, som ofte skete, og

spillede et parti skak, han trak, „det var et lumsk

træk, herr general“, sagde jeg. „Å nej, jeg er dog ikke

født ved den svenske grænse!“ De gik derpå begge i

prøjsisk tjæneste, hvor de traf vor tredje Nordmand,

Rye, og deltog i flere af de sidste fægtninger mod Na-

poleon. Så tog Schleppegrell til Danmark.

Da de nye håndgreb indførtes ved eksersitsen, lod

han sig dem lære af en underoffisér. Manden var høflig,

„må jeg bede herr generalen skuldre“, sagde han. „Ikke

bede mig“, sagde Schleppegrell, „kommandere skal De,

ellers går det galt!“ og underoffiseren gjorde så. Schleppe-

grell kom efter håndgrebene, og da han havde den vane

a t snakke højt med sig selv, udbrød han fornøjet: „det

går jo b ra !“ „Ingen sludder i geledet“, skal under

offiseren have råbt.

General Schleppegrell var en mand af den gamle

verden og ivrigt kongeligsindet, som hæren i det hele.

Til herr Sørensen og rigsdagen med de mange bønder

skelede man lidt af og til; der kunde endog være den

offisér, som kaldte sin oppasser for „rigsdagsmanden“.

Krigskunst og krigshistorie syslede Schleppegrell stadigt

med, skrifter i den retning lå på hans bord, og jeg har

haft mangen oplysende samtale derom med ham. Han

udkastede sin plan med rolighed og omtanke, men kam

pens øjeblik henrev ham, så han tit blev alt for dristig;

selv vilde han desuden være med ved alt og kunde jævn