451 / 657
61
stæ rkt ind pa de åndelige tilstande i menneske
livet, noget, jeg havde sans for og savnede hos Grundtvig.
Mine politiske meninger holdt jeg ikke skjulte, de
gennemåndede mine forelæsninger, hvor i det mindste én
højere æmbedsmand sad blandt tilhørerne; kanselliet har.
derfor næppe været uvidende om dem. Det har også
altid faldet mig tungt, når jeg skulde bede mennesker
om noget, så videre end til det, der må iagttages af
enhver, som søger kald, har jeg ikke gået. Alligevel fik
jeg i slutningen af året 1845 æmbedet som første r e s i
d e r e n d e k a p e l l a n ved T r i n i t a t i s kirke. Hvem, der
egenlig har ta lt min sag foruden dronning Karoline
Amalie, véd jeg ikke; hun har selv sagt mig, at hun
gjorde det. Jeg havde næmlig haft lejlighed til at lære
a t kænde den ædle fyrstinde, der siden altid har vist
mig såre megen godhed. Hendes indflydelse alene har
im idlertid vel næppe skaffet mig æmbedet. Men jeg er
nu af P. Kierkegaards mening, som en gang, da vi talte
derom , ytrede: „det må dog vist i grunden være vor
H erre, som bortgiver præstekald, det har jeg altid
tro e t!“
Jeg havde følt, hvor bunden min tilværelse var til
København, og blev lykkelig, da jeg nu også som præst
kunde virke her. Med mine æmbedsbrødre ved kirken
h ar jeg altid stået på en god fod. Sognepræst var den
gamle dr. Rothe, en begavet natur og en mand, om
hvem jeg kunde vidne ved hans grav: jo nærmere man
kom ham, des mere elskede man ham.
Selv med de grå hår talte og handlede han som
et ungt menneske, altid livlig, altid frisk, vidrig, men
ikke sjælden også hensynsløst letsindig og værst mod
sig selv; herfra skrev de onde rygter sig, der kom i
omløb om ham. Han talte lige fræm om dem; til min
hu stru sagde han første gang, de sås: „er De dog nu
ikke i grunden angst for mig, frue? Der står sådan en
svovlstank om mig, ja, jeg véd det nok!“ Hvor uendelig