HammerichEtLevnetsløb

prinsen af Noer blev statholder i hertugdømmerne; pres

sens frimodige ytringer, de Danske i Sønderjylland og

talsmændene for Nordens sag, deriblandt min ven Fr.

Helveg, lå derimod under retslig forfølgelse. Endelig gik

øjnene da op hos de styrende, og det åbne brev om

arvefølgen blev udstedt.

Politiken i og for sig har aldrig været min sag, og

dertil havde jeg ingen ævner. Ørkesløs, kunde jeg imid

lertid dog ikke stå og se til, mens det, hvortil jeg havde

bundet mit hjærte, stred og led. Da trådte atter histo

rien fræm med sin trøst, og det var mig, som hørte jeg

den sige: „kænder du da ikke fædrenes dåd i onde og

gode dage? Nu vel, forkynd den for den yngre slægt,

fortæl dem om fædrenelandets skæbne i henrundne tider!

Det er en god, opmandende gærning, og den ligger lige

for dig, du h a r jo alt før været inde på den“ !

Mens saadanne tanker gærede i mig og dag for dag

vandt større klarhed, ja alt inden den tid havde jeg

taget for alvor fat på historiske forarbejder. Jeg vilde

sætte mig ind i vor histories o p r in d e lig e k ild e r . Min

tanke faldt på den hellige Birgittas åbenbaringer. Mar-

tensens „Mester Eckard“ havde vakt min sans for mid

alderens mystik, og jeg begyndte et studium af disse

„åbenbaringer“, som Reuterdahl har kaldt „umulige at

arbejde sig igennem“. Jeg kom til en anelse om, hvad

der bode i den kvinde, videre ikke, ti arbejdet blev

lagt bort.

Studiet af Danmarks historie fra reformationen til

enevælden lokkede mig for øjeblikket mere; det valgte

jeg da, og vore bogsamlinger, gehejmearkivet stod til

min tjæneste, dér havde jeg min gang dagligt i en række

år. Man får efterhånden en vis færdighed i at gennem

løbe den ene side efter den anden af de gamle brev

skaber; det kan blive trættende i længden, men man

gør sig derved samtidig med hin tids mennesker og

retninger. Hvor højt må historikeren ikke skatte det.