HammerichEtLevnetsløb

hedslivets dybder, der mægtigt lyder og bar grebet så

mange. Men enensom, overspændt kristendom, trykkende

tungsindig, fuld af vildfarelser og lovkrav og bitter mod

samfundet, kunde jeg ikke bruge; dertil var min natur

for historisk.

I førstningen af mit ophold i København syslede jeg

endnu med d i g t e r s k e æmner og skrev ikke få større

og mindre digte. Det var jeg kommen alt for stærkt

ind på i S tarup , hvor videnskabelig syssel vanskeligt

kunde trives. Tvende af digtene blev nu udgivne, „G u stav

A d o lf i T y s k l a n d “, der skildrer kampen mellem pro

testantisme og katolisisme, og „ T h o r v a ld s e n “ ; hans

mageløse museum, hvor jeg dagligt færdedes, mens det

voksede fræm, hans død og jordefærd som en konges

havde gjort et stort indtryk på mig.

Især Gustav Adolf blev med ros omtalt i vore dag

blade og genstand for en længere resension af en sag

kyndig, uden dog ret at vinde indgang i læseverdenen.

Ingemann dømte om det, „det er et godt digt, men for

filosofisk, for lærd og vil næppe blive forstået“. Nogle

ytringer af Rudelbach om min skribentvirksomhed i det

hele bragte mig alligevel ved samme tid til en dristig

plan: jeg vilde oversætte det på tysk. Han kunde imid

lertid ikke skaffe mig forlægger.

Da følte jeg mig med ét atter, som i ungdommen,

h j e m s ø g t af tv iv l om, hvor vidt mine ævner rakte;

ad digtningens vej trængte jeg i alt fald ikke endnu

igennem, det kunde umuligt dølge sig for mig. Og hvad

er da grunden hertil? spurgte jeg. Til digter hører

andet og mere end at have noget digtersk i sin natur.

Jeg kan ikke synge let og frit som fugl i skov, det

koster arbejde, en mindre heldig omstændighed, når

måske også læseren mærker til det. At skrive et digt,

som um iddelbart fandt genklang hos alle, har jeg ikke

forstået. Jeg overvældes af indholdet, og det hele bliver

for alvorligt og tungt, da jeg ikke har det skæmtende