438 / 657
48
v e g , der havde et s to rt navn bland t de fynske for
sam lingsfolk; man var næ r ved at storme den kirke,
hvor han prædikede. Jeg indbød ham til mig, han kom,
og vi mærkede snart begge, vi ypperligt kunde gå sammen.
Han var et indtagende ungt menneske, mild og blød og
en dygtig teolog, især hjemme til gavns i sit ebræiske
testamente. S tuderet havde han i Tyskland, hvor Hof
mann, Delitzch, Bährs symbolik havde givet ham sans
for typisk tolkning af skriften og for profeterne og Jo
hannes’ åbenbaring. Det var æmner nok for sam taler
til langt ud på natten, men de gik for dybt for lægfolk.
En gang hørte Niels Thomsen på, da vi talte om tallenes
symbolik, han var kommen fra H jarup for a t få „noget
for h ja rte t“, som han udtrykte sig, og nu var han nær
ved a t falde i søvn.
Fr. Helveg var afgjort teologisk tysk dannet, og jeg
historisk dansk dannet, når vore sam taler drejede sig
om det folkelige, studsede han derfor i førstningen. E fter
hånden gik dog et lys op for ham også for den side af
livet, og lian blev en varm t følende dansk mand. Han
h a r siden ofte med glæde dvælet ved hine timer, vi til
bragte med hinanden, og mig går det ligeså. En sam
tale med ham virker vækkende på mig, som i min ung
dom sam talerne med Ley, måske — det er noget egent
ved mig — netop fordi de tanker, de kastede ud, ikke
altid var dem selv fuldt klare.
Altså vi var enige i det væsenlige, og han vilde
gærne for en tid overtage m it æmbede. Det næste blev
da regeringens tilladelse dertil, som m åtte udvirkes, og
det holdt lidt hårdt. Men biskop Tage Müller tog sig
af sagen, og Helveg havde i Odense læ rt a t kænde
kongen og dronningen og stod i yndest hos dem; derfor
lykkedes det I forsommeren 1842 blev han kaldet til
min h j æ l p e p r æ s t , mens jeg fik o r l o v på et år for
a t rejse til København og genvinde helbreden.