434 / 657
4 4
og i hans nådes dybder få
en sikker havn.
O Herre, hold barmhjæ rtig mig
med dig i pagt,
da ender sig så lystelig
min hundevagt!
Man vil let forstå, hvorledes jeg m åtte være til .
mode, da ligklokkerne lød trin d t om land for den gamle
konge, og K ristjan den ottende kom på tronen; med
ungdommens ilterhed væntede jeg på hver ny efte rret
ning fra København. F lere i forening holdt vi dag
bladene, jeg fik mine på anneksturen i Nebel, og så
stærk, jeg tils tå r det, var min hunger efter dem, a t jeg
selv i kirke i min lukkede p ræ stestol kunde sluge det
allernyeste. Her sad jeg i denne afkrog af landet, mens
det g jald t D a n m a r k s ære og f r i h e d , måske tilvæ relse;
jeg skjulte mig ingen af de truende farer, og lige over
for Tyskland hørte jeg til de fræmsynede.
Min broder i København kunde deltage i rø re t og
tog del deri, men jeg, hvad skulde jeg vel gøre? Jeg
drog til folkefesten på Himmelbjærg med Sten Blicher
og talte dér om Nordens enhed; jeg skaffede mig luft i
„Dannevirke“ ; jeg skrev til fader og vilde drive ham
fræmad i hans egenskab af stændermand i Roskilde.
Til sidst godtgjorde jeg i „Fæd relandet“ Danmarks op
rindelige folkefrihed ad historisk vej og udtalte det håb,
a t den m åtte vindes tilbage. Jeg havde mærket, hvor
u tro lig t uvidende om den sag de fleste var.
Det blev et halft brud med gamle venner, der vilde
blevet endnu stærkere, hvis jeg den gang havde levet i
København. Ley bebrejdede mig, „at jeg førte men
edersk ta le “, Lindberg, at jeg støttede det parti, „som