432 / 657
42
mand for a t mærke sådanne skarns folk?“ I det kapitel
var mine S taruppere som alle de andre Jyder.
S tudiet af mine sogne var det eneste egenlig histo
riske arbejde, jeg kom til i de år, jeg manglede for meget
de københavnske bogsamlinger. Derimod kastede jeg
mig over historiens filosofi, hvorved Fr. Schlegels og
navnligt Hegels værker i den retning var mig til stor
hjælp. Den meste fritid ofredes dog til sangens muser,
og det var næppe heldigt for min udvikling. Jeg skrev
adskillige større d i g t e , de tog mig så a t sige med
storm, og mangen n a t m åtte jeg ligge vågen for deres
skyld; udgivne blev. mine „Heltesange“ og „Toner og
Billeder fra K risti K irke“, P. K ierkegaard læste ko rrektur
på dem.
H e l t e s a n g e n e var Grundtvig tilegnede, som i en
takskrivelse ud talte sin glæde over digtet „Sulioterne“
og „det dejlige mindekvad, anden april, dets rolige liv
og melodiske genlyd af det store døn over kongedybet“.
Helge H jortvardsøn derimod „kunde han ikke spænds
med,“ skrev han, „enten var digtet for ungt eller han
for gammel.“ Dommen i vore dagblade over det og
„Heltesangene“ i det hele lød påskønnende, meget læste
blev de dog ikke. Lang t mindre ænsedes „ T o n e r og
B i l l e d e r “, jeg kunde vidst det forud, det kristelige
faldt ikke i tidens smag. Hovedstykket, Kristi nedfart
til dødsriget, hvis æmne var h en tet fra Nikodemus’
evangelium, er en dristig prøve på skildring af det, der
egenlig kun kan være genstand for vor anelse. Til at
give forestilling om de mindre digte vil måske følgende
tjæne, skreven til en melodi af en matrosopsang.
S ø m a n d s a n d a g t .
Jeg er en fattig sømand kun
på vilden hav,
får aldrig sikker ankergrund
før i min grav.