HammerichEtLevnetsløb

formeligt, midt i al den ulykke glæmte konen im idlertid

ikke a t røre rund t i jydepotten med vælling, som stod

over ilden til „n a tte r“ (nadver).

Samme øjeblik brød tyven hul på udhuset og

smuttede om ved en af vagterne i kålgården, der ikke

passede godt nok p å; kedelen holdt han over hovedet

og styrtede ned ad den b ratte bakke til en tørvegrav,

manden bag efter og fik tag i ham. „Det jager vel it

så stærkt, bitte Je n s, du får tøve og stunde dig og

snakke fornuftig med os!“ „Å nej, å nej, Per, lad mig

drukne mig, lad mig bare drukne m ig!“ råb te tyven,

mens han blev slæbt inden for til os i stuen. En stund

hørte man nu ikke andet end gråd og jam ren, „det er

dog et sælle værend her inde,“ sagde han til sidst, „dem

hyl’ s å !“

Vællingen var imens færdig, blev øst op i et lerfad

og stillet på bordet, hvor familjen tog plads hver med

sin træ ske og langede til fadet. Konen havde også

skåret af „en ruglev“ og b red t smør derpå. Man tav og

spiste „n a tte r“, alt imellem kom et lille ord fra den ene

eller anden. „Du er også tumbet, Jens, re t et pjevs!“

sagde konen, tav igen og tog sig en skefuld vælling.

„Å a vil drukne mig, a kommer it til præsten, a bliver

vist hélt ned,“ hylede datteren med maden i munden

og bed på ny af smørrebrødet. „Jens, kom du og få

dig et korn vælling med,“ sagde konen, „og tag så din

hat, du frys så! Å, det menneske, han gør os ulykkelige!

Vi kommer alle på sognet! Ellers var han altid så god

ad sig !“ Det skete som hun sagde, og Jens fik sin hat

på og skeen fat.

Det hele så ud som et husligt optrin i al skikkelig

hed ; Starup-mænd lod Jens gå frit omkring og gøre,

hvad han vilde, spurgte ham også af og til om ét og

andet, men meget venligt. E t par sad i en krog og

hviskede om, hvem der så skulde sørge for hans kone

og børn, vort sogn eller nabosognet. Det virkede dæmpende