HammerichEtLevnetsløb

Den måde, hvorpå især han talte om fri konge og

frit folk, æggede til skarp modsigelse, skarpest ytrede

afdøde ingeniørkaptajn Fibiger sig. „Man kan vel, mener

jeg, også gærne tale om frihed hos slagteren og studen.

Studen h a r frihed til a t brøle og slagteren til at slå den

for panden“. Og da nu Lindberg som p rak tiker blev

fantast og oprettede en frivilligstatsgældsafbetalingskasse,

gav han sig selv og den sag, han tjænte, blot for alle

spottens våben.

Det smertede mig dybt, da jeg mærkede deres blindhed,

med hvem jeg delte både kristen tro og kærlighed til

frihed og fædreneland. Men det, jeg gjorde, m åtte jeg

gøre, det koste hvad det vilde; th i jeg dulgte mig

heller ikke, hvor lidet heldigt sagen muligvis kunde

stille sig for mig som æmbedsmand. Og jeg ha r ingen

sinde angret det, min samvittighed frikænder mig, a t tie

vilde have været fejghed.

Hvilken tilsyneladende dobbelthed var der ikke nu

i mig! Én som præst i S tarup, og en anden som skri

bent i København; a t det var to sider, hvori en og

samme åndens enhed skulde åbenbare sig, vidste jeg og

stred for at gøre til sandhed, skønt i al skrøbelighed.

Mine venner af bondestanden hørte im idlertid lidet eller

in tet om, hvad jeg foretog mig i København, ænsede det

i alt fald ikke. Nu er det ikke så, og en stor del er

ivrige venstremænd.

Men efter dette København var en stærk længsel

vågnet i min sjæl. Jeg levede i Jylland under de lykke

ligste omstændigheder, mellem en almue, som hang ved

mig, og jeg havde gammel kærlighed til almuen; allige

vel følte jeg dog, her var in tet blivende sted. „Du duer

i grunden ikke,“ sagde jeg til mig selv, „til landsby

præ st; du forstår dig ej re t på sjælepleje, du ransager

ikke skrifterne ved nat og dag og lever ikke troslivet

som du burde, mens du på den anden side h a r ævner,

som her ikke kan udfolde sig“. Og i min menighed hed