HammerichEtLevnetsløb

det: „vi beholder ham ikke længe, der er ingen stilling

(ro) ved ham !“

En plan om at komme til København ved bytning

af kald var lagt, men glippede. Da blev jeg syg , en

snigende koldfeber, jeg bar på fra udenlandsrejsen, kastede

sig på milten, og lægerne gav præstegården skyld; den

lå på a t meget fugtigt sted i en hulning. Mit bryst

skadede in tet, jeg kunde kun ikke bruge det på

grund af sammenhængen mellem bryst og underliv, en

hver prædiken kostede mig smerter. Den rejse, fader

gjorde med os til Kiel, skaffede blot lindring, så længe

den varede. Lægerne krævede bydende ophør med præste-

gærningen til en tid og ændring af opholdssted så snart

som muligt; de tilrådede en flytning til et andet kald.

I S tarup gik det fra mund til mund, om hvor så den og

så den havde hø rt uglerne tude i præstegården, „og hvad

det har a t betyde, véd en da!“

At jeg tog mig sygdommen nær, tør jeg ikke sige

med sandhed, snarere så jeg den som en heldig tilskikkelse

og gjorde måske mere væsen af den, end nødvendigt var.

Jeg overvejede, om det ikke var bædre at fratræde ærn-

bedet end overlade det til den første den bædste hjælpe

præst, som let kunde tænke helt anderledes om kristen

dom end jeg. Lysten til et rent videnskabeligt liv fik

magten, og jeg faldt atter på at bosætte mig som do

sent i Lund, hvor man levede meget billigt. Men det

stred fader imod til det yderste: „jeg skulde dog ikke“,

skrev han, „selv gøre mig landflygtig og politisk mis

tænkelig, for at spise sildesalat i Sverige.“ Hans råd

var: orlov, mens jeg underkastede mig en kur i Køben

havn, og andragende om en hjælpepræst, hvem jeg ro

ligt kunde overlade æmbedet. Det samme foreslag om

hjæ lpepræst kom fra kanselliet, da jeg ikke des mindre

havde søgt afsked.

Det første, det da gjaldt om, var at finde en sådan

mand, og mine tanker lededes hen på kandidat F r. H e l