HammerichEtLevnetsløb

Da broderen siden blev præ st i Pedersborg ved

Sorø, kunde han bære sig ad på samme vis, når han en

sjælden gang faldt på a t se der ud. Han lejede en

Wiener-vogn for sig selv alene, kørte de ti mil ad den

støvede landevej, opholdt sig et par timer hos broderen,

hilste på svigerinden, spiste til middag og kørte derpå

um iddelbart tilbage til København.

„Sikken sær fyr“,

sagde man om ham og lo, det var netop det, han vilde

ved den tid for at skræmme alle bo rt uden „hin enkelte“ .

Hjemme i sit enebo så han så godt som aldrig nogen,

kun fattige mennesker og mit søskendebarn Emil Boesen

fik adgang til ham.

Når jeg spaserede med ham har jeg hø rt ham ud

tale sig om sine skrifter i udtryk, der ligesom skummede

af overmod; var det virkelig ment eller dialektisk a t

forstå, sagt på skrøm t? Ingen af alle Københavns præ

ster hørte han heller end Visby, og a tte r m åtte jeg

spørge, om det var hans alvor eller ikke. Man véd

aldrig re t, hvor man har en iron iker, en „iag ttager“ ;

han- vil „gå ud og ind“ i en, man skal pompes og man

skal bruges, det er det eneste, man kan blive klog på,

og det virker afgjort frastødende.

Heller ikke tiltra k disse skrifter mig i nogen høj

g rad, trods den blændende åndrighed; de var mig for

dialektisk indviklede, for skruede, og jeg nøjedes derfor

gærne med a t blade dem igennem. „Enten — eller’s “

livsmodsætninger havde jeg selv gennemlevet, og det

fyldigere og dybere, skønt ikke med den lidenskabens

styrke, hvori de optræde her. Jeg havde den gang

fundet min fred i troen på Kristus som genløser, men

også som verdensfuldender, og den var bædre end „Enten

— eller’s “. I psevdonymerne var det a tte r mest liden

skaben, den religjøse lidenskab, som slog mig. Jeg mis

kændte ikke den stilling, S. K ierkegaard tog „i eksi

stensen“ over for tankens hovmod, ikke hans vidunderligt

skarpe blik for det sjælelige eller den rø st fra samvittig