445 / 657
55
hvad jeg vilde og skulde. Det var dog næsten til at
skamme sig over sig selv!
Jeg vilde til bunds i denne selvskuffelse, tænkte
derfor nøjere over det indbyrdes forhold mellem digtning,
h isto rie , prædiken, der alle høre under begrebet kunst,
ordets kunst. De har ikke så lidet til fælles med hin
anden, sete fra den side, og således måtte jeg se dem,
da det kunstnerske1var stærkt udpræget i min natur.
Den samme grundlov, som viser sig i al livsudvikling,
viser sig og i kunstnerens. Han begynder med en stem
ning, hvori noget rører sig dunkelt og uklart, men det
slipper ham ikke; som stemningen nu udfolder sig, bliver
det klarere, den ene enkelthed kommer fræm efter den
anden, og omsider står det hele for ham lyslevende.
I dette øjeblik er værket fuldbårent, var grund
stemningen nu digtersk, kommer et digterværk fræm, var
den historisk, et historisk værk, var den opbyggelig, en
prædiken. Jeg véd, det går således til, ti jeg har op
levet og gennemlevet det utallige gange; selv mit tørreste
statistiske arbejde udspringer af en stemning. Brøster
det på den, bliver arbejdet aldrig helstøbt, men vel kan
en god stemning ligesom blive borte under vanskelig
hederne ved udførelsen. Mange kunstnere gå og drive
og vænte på stemning, det kænder jeg så godt som
ikke til.
E r der nu sandhed i det her udviklede, og det er
der for mit vedkommende, vil man måske indse, hvor
ledes jeg så længe kunde leve i selvskuffelser. Min
historiske, men indbildningskraftige grundstemning tog
sig ud for mig som ren digtersk og fristede atter og
a tte r til digtning, uden dog derved at føle sig fyldest
gjort. Det videnskabelige, som lige så fuldt lå i den,
granskerlysten med menneskeslægtens skæbner som sin
genstand, fik ad den vej intet. Der måtte da tages et
n y t u d g a n g s p u n k t , og det blev rask taget, idet jeg
valgte h i s t o r i e n alene til muse; det er en lykke at
/