449 / 657
59
jeg har udført dem så godt jeg kunde, altid dog med
lønlige ængstelser.
E t videnskabeligt udbytte af arkivstudierne blev et
par afhandlinger om vore ældre rigsdage, meddelte i
historisk tidsskrift, som de kunde meddeles, mens Mol-
bech på fri hånd foretog ændringer endog i aktstykkerne.
I øvrigt skulde det, jeg havde samlet sammen, gøres til
gængeligt for en større kreds af folket. Skønt jeg vel
vidste, der var ting, som kun vedkomme fagmanden,
kunde jeg alligevel ikke, når talen er om historisk
f r æ m s t i l l i n g i almindelighed, gøre skarpt skel mellem
folkeligt og videnskabeligt. Dér duer ikke den folkelig
hed, som ikke tillige er videnskabelig, eller den viden
skabelighed, som ikke tillige er folkelig, det vil sige
gennem trængt af folkets ånd.
De mønstre for fræmstillingen, jeg hidtil havde set
op til, var de gamle, Genesis og bibelen, Tacitus, Herodot,
Snorre, sagaerne, og af nyere Johannes Müller. Nu
stiftede jeg bekændtskab med Engelskmænd som Mac
Aulay og P resco tt, Franskmænd som Thierryerne og
Michelet, Tyskere som Ranke. I sådanne mænds skrifter
studerede jeg da nøjere den historiske kunst; min gamle,
oprindelige kærlighed til det, man kalder „genret“, fulgte
derved med, det har også mine resensenter haft øje for.
Men jeg vilde tillige virke mundligt på mine lands
mænd, kredsen i „danske samfund“, blandt hvis stiftere
jeg var, var mig for lille, jeg måtte heller gøre brug af
min re t som d o s e n t ved universitetet. Schiern havde
vidst dér at samle en tilhørerkreds, imidlertid var hans
yndlingsæmne den nyere historie og hvad der hænger
sammen med frihedsrøret i Frankrig. En for almenheden
tilgængelig fræmstilling af vor egen historie var der
ingen ved universitetet, som gav; den, som burde have
givet den, Velschow, havde ikke ævnen dertil. Her vai
altså et kændeligt hul, som burde fyldes, og efter et par
års vedholdende studium vovede jeg mig op på katedret.