450 / 657
60
Det, jeg vilde forelæse over, var Danmarks historie fra
reformationen til enevælden.
Ikke uden ængstelse tråd te jeg op om vinteren 1844,
om jeg duede eller ikke duede til dosent i historien,
vilde jo fræmgå af denne forelæsning. Jeg havde valgt
den største høresal, og da jeg kom , fandt jeg alle
pladser optagne af folk af de forskelligste stænder, mænd
og kvinder; det m åtte straks sætte mod i mig. Jeg
talte med varme, greben af den fortid, jeg skulde skildre,
og af følelsen af dens vigtighed for m it folks fræmtid.
Og tilhørerne svigtede ikke, de holdt ud til enden, og
forelæsningen kunde fortsættes den følgende vinter med
samme tilstrømning. Så havde jeg da, Gud være lovet,
ikke grebet fejl, men, ihvor det end ellers gik, fundet
en plads for mig i livet.
I
I det hele begyndte det at klare op til lidt solskin
for mig med årene 1845 og 1846, jeg må have kunnet
tåle d e t, efter a t modgangen havde ydmyget mig. Da
min orlov var udløben — jeg fik den forlænget på et
halft år —, søgte og fik jeg a f s k e d som præ st i S tarup
og Nebel, lægen krævede det så; min kære gamle me
nighed sendte jeg en tryk t prædiken som farvel, senere
har jeg været der ovre et par gange og både prædiket
og holdt forsamling. Minister Stemann var min fra
trædelse slet ikke med, og han lod mig vide: „man
kunde let få sin afsked, men a t få et nyt æmbede vilde
måske blive mindre le t“.
Biskop Mynster, der en gang havde hørt en af de
prædikener, jeg holdt, mens jeg lå ledig, fandt ikke be
hag i den, og det undrer mig slet ikke. Yi var kun
enige i ét, den fælles kristne tro, ellers forskellige i så
meget andet. Derfor kom jeg også sjælden i kirke hos
ham , skønt hans forkyndelse af ordet var rig og fyldig