HammerichEtLevnetsløb

Mig i det mindste kunde selv meget tø rre aktstykker

sætte i stemning, så jeg sad ved siden ad den gamle

lierre, som havde nedskrevet dem, og tittede ham i

papirerne. Allerede i sk rifttræk , i måden at tænke og

udtrykke sig på, fandt jeg det, der ikke lod sig opdage

ad nogen anden vej; ligeså i regnskaberne, der kom

ordenligt sjæl i de tal. Og så stødte man af og til på

en efterretning, overset og tilsyneladende uden værd, for

mig oprullede den im idlertid et hélt fortidsbillede. Jeg

kunde glæde mig som et barn og liavde samme nydelse

som den naturkyndige, der sidder med sin lupe, studerer

den for blotte øjne usynlige orms bygning og fryder sig

derved.

Den nyere k r i t i k sysler især med ud af kilderne

at få begivenhedernes sammenhæng og rette tidsfølge

op redet, og i så henseende er dens fortjænester store.

Men der gives en anden a rt k ritik , som tager sigte på

a t hente det sjælelige indtryk fræm af dem.

Lære

mesteren, som ha r åbnet øjnene på den, er det liv, vi

virkeligt leve. Nu vejer den kildernes enkelte ord, efter

sporer, hvad der ligger i dem og bag dem, læser mellem

linjerne, overser ikke det mindste tegn til en sjæl, sam

menligner det indvundne med det, man véd andensteds

fra: alt for at fortidens mennesker kan stå levende for

os. Og den k ritik lå egenlig bædre for mine ævner, kun

måtte jeg tøjle indbildningskraften, der ellers let kunde

gå vel vidt. Har mit historiske arbejde i det hele noget

værd, da er det, fordi jeg ha r kunnet samleve i ånden

med dem, jeg fortæller om, og vel også, fordi grund

tonen i det er så afgjort nordisk.

Jo mere jeg således blev hjemme i de oprindelige

kilder, des mere så jeg , hvor uendelig meget der dog

hører til at opfatte en tid i sit sande lys. Til historiske

arbejder på tredje, fjerde hånd, som de fleste er det, fik

jeg derved en afgjort mistillid. Pligten har senere ledet

mig til sådanne arbejder, de er os en nødvendighed, og