444 / 657
54
lune i min magt; af og til er også tonen tagen vel liøj.
Og min i og for sig stærke indbildningskraft er, som jeg
alt har peget på, snarere genfræmstillende og egnet for
historikeren, end frit skabende. Derfor blev min digtning
altid mere og mere historisk, m åtte blive det; hvor det
lynslog mig, da jeg først blev det vår!
Endnu noget andet kom til. En stolt n a tu r holder
af sine egne veje, om de end skal blive ensomme veje;
bejle til andres yndest kan jeg ikke, og klikkevæsen, der
i et lille land altid er stærkt, er mig en sand modbyde
lighed. I studenterverdenen, studenterforeningen, hvor
en ny bog gærne fik sit skudsmål strak s, var jeg hélt
eller halft fremmed, og i den lille kreds, jeg nærmest
tilhø rte, ud talte jeg mig frit, selvstændigt, selv skarpt;
jeg skrev heller ikke i „kirketidenden“, så man ikke
satte fuld tro til mig. Men der hørte omgivelser til,
som løftede en på skjold, hvis man skulde vænte ørenlyd
under hin tids trængsel på Parnasset. Det har flere end
jeg fået at mærke.
En grundig ransagelse af mine ævner og omstændig
hederne ledte altså til dette udslag. Vågne op til virke
ligheden med alle dens brøst efter længe at have vugget
sig i gyldne drømme, er mindre hyggeligt. Det følte jeg
og måtte vånde mig i indre kampe, til min stolthed var
bøjet og ydmyget nok, så jeg kunde tage alt som en
tilskikkelse. „Dit liv h id til“, sagde jeg da til mig selv,
„er ikke langt fra a t være hélt eller dog halft mislykket.
Digtekunsten, den duer du vist næppe til, og derfor går
vel verden ikke til grunde, men en anden vej ligger jo
kændeligt åben for dig, h i s t o r i e n s vej“.
Historien havde grebet mig som barn med al um id
delbarhedens magt, i dens tjæneste var jeg, da jeg skrev
„Skandinaviske Reiseminder“, den kunde fylde hele min
sjæl; ja det var den brud, der havde lokket mig også
under digtningens slør. Men fem og tredive år af mit
liv havde således gået hen, inden jeg fuldt blev vår,