HammerichEtLevnetsløb

med hån betrag ter både konge og fædreland, med spot

ta le r om det danske hjærte, med foragt overser den

kristne kirke, med djævelsk kulde behandler hvert hjærte-

spørgsm ål“. F ader var i højeste grad ængstelig for mig,

kun P. K ierkegaard kunde se roligere på hvad jeg vilde.

I min ungdomshistorie har jeg omtalt G r u n d tv ig s

stilling til p o l i t i k e n ; a t hans foreslag om sognefrihed

fandt modstand i stænderne også fra den liberale side,

a t Clausen optrådte som en af de „liberales“ mærkis-

mænd, kunde naturligvis ikke lade ham se sagen i et

andet lys. Stænderindretningen, Frederik den 6tes gave,

havde han i og for sig intet imod, men dermed skulde

der så standses på den vej. Han ivrede mod parla

mentarisme, „regerende undersåtter“, talte om den frie

konge og det frie folk, skrev sin sang „kongehånd og

folkestemme“, og væntede meget af Kristjan den ottende

for friheden, som han nu opfattede den. Så meget des

mere m åtte han gøre det, som han gennem dronning

Karoline Amalie bragtes i et personligt forhold til kongen,

der lyttede til hans ord om folkelig oplysning og „folke

højskolen i Soer“. Han fræmhævede med overbevisningens

styrke, a tte r og atter, at frihed uden sand folkeoplysning

gæmte store farer i sig.

Grundtvigs syn på sagen optog nu Lindberg, og

hvad der var poetisk i det og ophøjet, blev under hans

hænder bred prosa. Han talte stærkt om faren for et

folketyranni, og deri gjorde han ikke ilde, mange af

hans nuværende venner kunde her lære noget af ham.

Men han priste også enevældens ypperlighed og kaldte

den „den ejendommelig danske forfatning, svarende til

det danske folks ånd.“ „Ejendommelig dansk“, skrev

jeg til ham ; „å ja lige så meget som parykkerne! Ene

vælde og parykker ere fostre af en åndsforladt tid, og

til lykke for os kun importerede franske varer, man

ikke skulde sætte kongelig dansk stempel på.“