HammerichEtLevnetsløb

med på mig, så jeg stemte tonen ned og ikke længer

var højrøstet. På den vis lod sagen sig jo også tage.

Nogen nægtelse eller udflugt prøvede han slet ikke

på, „a kommer da til Viborg,“ sagde han, „a har it for-

tjæ n t ’et bædre, Gud hjælpe min kone og børn!“ Jeg

spurgte ham, hvorfor han ju st havde valgt min gård til

indbrudet. Det vilde han længe ikke ud med, endelig

svarede han: „præsten gav mig et så ringe skudsmål,

lav a flytted fra sognet, og så var det denne her grube

kedel, den var så køn.“ Derpå sad han atter en stund

stille og langede

til fadet, „men hvor

kunde magistere

dog h itte m ig?“

sagde han med ét.

Omsider kom opbrudet, konen hentede en frakke og

gav ham den på, knappede den godt til. „For koldt er

’e t,“ sagde hun, „og så far vel, Jens, og tak for sidst!“

„Det skal du selv ha’,“ svarede han og bød farvel også

til børnene, der græd og hulkede. Konen vendte sig til

mig og tø rrede sine øjne: „Gud velsigne Dem, herr

magister! Bed så en god bøn for mig og mine børn og

vær it for hård ved Jen s!“ Det sagde hun med virkelig

følelse, og den lå i grunden til bunds over alt, hvor

løjerligt det end tog sig ud.

Han havde

spurgt mig, hvordan

jeg

havdehittet

ham, og det spørgsmål gjorde mange i sognet sig; nu

var det da k lart nok, jeg kunde mere end mit fadervor.

To koner stod og snakkede derom, den ene tvivlede:

„å, sig it det,“ sagde den anden, det tror a ham retten

godt til, han kan og hverre (forvirre) syn!“ Og så for

talte hun, jeg havde bundet tyvens kone, at hun ikke

en gang kunde

skære i den stjålne

ost.

Nogeteft

kom en karl fra et fremmed sogn til mig og stod og

drejede så underligt på det, at jeg slet ikke vidste, hvad

han v ild e ; han snakkede om „skarns folk, der havde

gjort ham noget ved“, om „snavs videnskaber og gamle

kun ster“. Til sidst slap det da ud, om jeg ikke „var